Qujaukitsoq: Tsunami-ofres erstatning skal fritages for skat

Erstatningen til ofrene fra sidste års tsunami skal gøres skattefri, foreslår naalakkersuisoq for finanser, skriver Sermitsiaq.AG.
Nuugaatsiaq efter tsunamien sidste sommer Foto © : Beredskabsstyrelsen
Skrevet af Jonas Fievé
12. oktober 2018 11:57

Torsdag behandlede Inatsiaertut nemlig et forslag, som ville betyde, at borgerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit vil slippe for at betale skat af den erstatning på 50.000 kroner, som de sidste år fik tildelt.

Og det glæder Siumuts politiske ordfører, Karl Kristian Kruse.

- Det er helt på sin plads, at man gør noget særligt for de mennesker, der har boet disse steder, som er særlig hårdt ramt, så de kan komme videre i tilværelsen. Katastrofen har påvirket os alle, siger Karl Kristian Kruse.

- Men da den har ramt disse mennesker hårdere, har vi fra Siumut været positive for forslaget, så de kan komme videre i livet. 

LÆS OGSÅ Alkohol har erstattet Nuugaatsiaq og Illorsuit

Ifølge Sermitsiaq.AG er problemet, at der er tale om en såkaldt kulanceerstatning, som bliver betragtet som en gave, som man derfor som udgangspunkt skal betale skat af.

Men af forslaget fremgår det, at engangsbeløbet til de berørte borgere altså skal fritages for skat, skriver Sermitsiaq.AG.

Forslaget som er fremsat af naalakkersuisoq for Finanser skal andenbehandles den 1. november.

LÆS OGSÅ Illorsuit og Nuugaatsiaq skal ryddes for miljøfarlige materialer