Trods ballade holder Greenland Airports fast: - Vi modtager det første internationale fly 28. november
Udfordringerne for lufthavnen i Nuuk har siden åbningen i juni stået i kø.
Og de mange udfordringer har fået formand for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), til at udtalte en kritik af byggeriet for en måned siden, hvor han kalder det for ‘uacceptabelt’, fordi der har været så mange bump på vejen.
En kritik, som direktør for Greenland Airports Jens Lauridsen i går anerkendte.
- Jeg kan godt forstå, at der er en skuffelse over alle de bump, der har været på vejen. Og så er det fair nok, at man får skældud en gang imellem, sagde han.
Men på trods af de mange bump holder Jens Lauridsen fast i, at lufthavnen er klar til at modtage Tuukkaq, (atlantflyet) der skal være det første internationale fly, der lander i Nuuk 28. november, som det hele tiden har været planen.
- Vores tidsplan holder. Det er klart, der er mange ender, der skal bindes sammen her til sidst, men vi er utrolig fortrøstningsfulde.
- Vi har en god dialog med vores håndværkere og Trafikstyrelsen, og så har vi en masse engagerede medarbejdere, som bruger en alt for stor del af deres vågne tid på at sørge for, at vi kommer i mål, siger han.
Åbning i juni har hele tiden været planen
Derfor kan rejsende fra 28. november se frem til en terminal med internationale standarder, som man kender fra andre lufthavne. Og det er direktørens håb, at den vil stå og være brugbar i mange år frem.
Han er samtidig ikke blind for den kritik, som byggeriet har fået på blandt andet sociale medier, hvor folk har været forundrede over, at terminalen er åbnet på trods af de mange udfordringer. Men det er der ifølge Jens Lauridsen en helt naturlig forklaring på:
- Når vi har taget terminalen i brug før tid - eller i hvert fald før 28. november - er det for at have en periode, inden vi åbner for de internationale flyvninger, hvor vi kan teste alle tingene.
- Og der er mange ting i så stort et byggeri, der skal prøvekøres, og vi er nået langt, understreger han, og lægger ikke skjul på, at han hellere vil have dem før end efter 28. november.
Godkendelse i 11. time
På trods af de mange udfordringer, der har været, som den utætte facade, en fordybning i landingsbanen, der blev opdaget i maj og allerede voksende fugt flere steder i bygningen, er direktøren faktisk stolt af, at han ude i horisonten kan skimte et færdigt projekt.
- Vi har arbejdet på det her i mange år, og man skal huske på, at her hvor vi står i dag, var der klippe for bare fem år siden, så der er sket rigtig meget på kort tid, siger Jens Lauridsen.
Men inden lufthavnen kan åbne, skal de sidste godkendelser fra Trafikstyrelsen i Danmark falde på plads. Godkendelser, der tidligere er blevet holdt tilbage, fordi der ikke var tjek på sikkerheden.
Men ligesom med de mange løse ender på bygningen er Jens Lauridsen fortrøstningsfuld. Men også nervøs:
- Vi skal jo til eksamen ved Trafikstyrelsen, og jeg tror, at alle, der har prøvet at gå til eksamen, har haft sommerfugle i maven, og det har jeg selvfølgelig også, siger han.
Og den endelige godkendelse fra Trafikstyrelsen kommer lige i ellevte time. Den lander nemlig natten mellem 27. og 28. november, hvis den lander, fortæller direktøren.
Og hvad så hvis Trafikstyrelsen ikke godkender?
- Det er klart, at hvis vi for eksempel ikke får en godkendelse til, at de store flyvere må lande, så må de jo ikke det. Det er selvfølgelig noget, vi som en ansvarlig virksomhed kigger ind i. Men for nu vil vi gerne holde fokus på, at vi har en lufthavn der skal være færdig – og det forventer vi den bliver.
- Og når terminalen står færdig, er der ikke nogen skader på terminalen mere. Alt er blevet udbedret. Og det er det, håndværkerne arbejder på højtryk på at nå nu, siger Jens Lauridsen.