Torsk bliver overfisket i Østgrønland: - Det er hverken økonomisk eller økologisk optimalt

Naalakkersuisuts kvote på torsk i Østgrønland er langt højere end biologernes anbefaling. Det kan vise sig at være en rigtig dårlig idé.
fisk, fiskere,
Torskekvoten på torsk i Østgrønland ligger langt over biologernes videnskabelige anbefaling. Foto © : Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
07. februar 2023 12:41

Stod det til biologerne, blev der ikke fanget mere end 8.460 tons torsk i Østgrønland.

Men det har Naalakkersuisut en anden holdning til.

De har nemlig besluttet, at der må fiskes 32.945 tons torsk i Østgrønland. Kvoten er næsten fire gange højere end anbefalingen, og det betyder, at der er et massivt overfiskeri af torsk i Østgrønland.

- Samlet set (red. Grønland og Island) er der tale om et overfiskeri, og det er hverken økonomisk eller økologisk optimalt, siger seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut Teunis Jansen til KNR.

Afgørende, hvor torskene kommer fra

Ifølge Naalakkersuisut er der en god forklaring på, hvorfor kvoten på torsk, som bliver fisket ved Dorhn Banke ud for Tasiilaq i Østgrønland, er så høj.

Naalakkersuisut mener nemlig, at disse torsk tilhører en stor bestand, som kommer fra Island, og at de indtil videre ikke har set fiskeriet have nogen negative konsekvenser på bestanden.

Det bliver bakket op af Sustainable Fisheries Greenland, der er en interesseorganisation, som består af aktører i det grønlandske fiskerierhverv:

- Torskene ved Dorhn Banke skal ikke medregnes som en del af rådgivningen, men som et fiskeri på en anden torskebestand. Selvom det generelt ikke kan anbefales at fiske over den biologiske rådgivning, mener SFG at det i det pågældende tilfælde medfører en begrænset risiko for overfiskeri, skriver formand i Sustainable Fisheries Greenland Lisbeth Due Schönemann-Paul i en mail til KNR.

LÆS OGSÅ Øget konkurrence om torskekvoter bekymrer fiskerne: - Der er allerede for mange skibe

Hun siger dog også, at det er vigtigt, at overholde rådgivningen for de lokale torskebestande, og at den nye torskekvote for Østgrønland er høj.

Det nye TAC-niveau (red. den totale tilladte fangstmængde) er dog endnu mere over den biologiske rådgivning end tidligere, og det kan ikke forudsiges, hvilken effekt dette fiskeri vil have, skriver hun.

Undersøgelser er i gang

Antagelsen om at torskene ved Dorhn Banke er islandske er ifølge Teunis Jansen afgørende, men endnu ikke afklaret.

Man ved nemlig ikke med sikkerhed, om det er en større islandsk bestand eller en mindre østgrønlandsk bestand, der fiskes på.

- Det er et vigtigt spørgsmål, om det er en større islandsk bestand, der fiskes på ved Dorhn Banke, eller om det er en mindre østgrønlandsk bestand. Uanset hvad så er der dog samlet set tale om et overfiskeri. Så det er vigtigt med en revision for, om det her er bæredygtigt på lang sigt, siger han.

Grønlands Naturinstitut er netop nu i gang med et forskningsprojekt, der skal klarlægge, hvilken bestand overfiskeriet i Østgrønland rammer.  

En del af forskningsprojektet er at undersøge, hvorvidt man ved hjælp af kemiske sporstoffer kan skelne mellem islandske og de østgrønlandske torsk.

I denne uge fremlægger Grønlands Naturinstitut en ny metode til bestandsvurdering og rådgivning af torsk, hvilket bliver evalueret i den Internationale Havkommission. 

Godkender havkommisionen det, er det planen at metoderne bliver taget i brug i maj og bruger metoden til at beregne rådgivningen for fiskerimulighederne i 2024.