Ittoqqortoormiit fylder 100 år, men vi ved meget lidt om byens historie
Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at fangerfamilier blev flyttet til Ittoqqortoormiit 17. august, 1925. Det er forkert. Byen blev grundlagt 4. september, 1925, mens familierne begyndte at sejle fra Ammassalik mod Ittoqqortoormiit i løbet af august.
For snart 100 år siden, 4. september i 1925, flyttede 70 voksne, et ukendt antal børn, samt 15 folk fra Vestkysten – danskere og grønlændere – til den koloni, der kom til at hedde Ittoqqortoormiit.
Det var den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen der, i samarbejde med Johan Petersen, en grønlandsk ekspeditionsdeltager og tolk, stod for at få flyttet fangerfamilierne fra Ammassalikområdet nordpå.
Det hele foregik med sejlskib, og det gik hurtigt med at komme afsted. Travlheden skyldtes isforholdene, at man ville flytte inden vinter – og så handlede det om kampen om retten til Østgrønland.
- Det var nordmændenes og danskernes strid om Østgrønland. Danskerne ville gerne beholde suveræniteten over Nordøstgrønland, så de handlede hurtigt for at kunne beholde området, fortæller Magdalene Møller, der underviser i Grønlands historie på Ilisimatusarfik.
Året før – i 1924 – var Norge og Danmark nået til enighed om, at Norge kunne få lov til at fortsætte med at bedrive fangst på østkysten, og at Danmark kunne oprette en koloni.
At Ittoqqortoormiits oprettelse dog ikke blev enden på striden mellem Norge og Danmark – der først sluttede endeligt 5. april 1933, hvor Danmark fik tildelt suveræniteten over hele Grønland – er en historie for sig.
I dag handler det om Ittoqqortoormiit, og hvad der skete, dengang for 100 år siden. Noget som dog viser sig at være svært at få et fyldestgørende svar på.
Influenza og onde ånder
Ifølge Magdalene Møller, anede man ikke, hvor man ville etablere kolonien, da man sejlede afsted i august 1925 med skibet Gustav Holm.
Det skriver Ejnar Mikkelsen i sin bog.
Valget endte med at falde på et område med gode fangstmuligheder, adgang til vand og plads til et havneanlæg. Derudover lå der gamle bopladser i Ittoqqortoormiit, og man tænkte derfor, at det ville være et godt sted at oprette en koloni.
Da de rejste med skibet, tog fangerfamilierne deres konebåde af sælskind med, deres qajaq, deres fangstgrej, køkkenredskaber, slæde og slædehunde.
- Derudover tog Ejnar Mikkelsen og resten af besætningen træ med, så de kunne bygge deres huse og hytter, når de ankom, fortæller Magdalene Møller.
Udover det, som man kan læse sig frem til i Ejnar Mikkelsens bog, er det ifølge Magdalene Møller ensidigt og begrænset, hvad man i dag ved om etableringen af Ittoqqortoormiit.
Hvad der skete helt konkret. Om folk havde nemt ved at falde til. Om fangerfamilierne følte sig tvunget til at flytte. Hvordan de havde det med at blive døbt – hvilket de blev ved ankomsten.
Det eneste, man har at læne sig op ad, udover Ejnar Mikkelsens beskrivelser, er Johan Petersens dagbog.
- Ejnar Mikkelsen havde udpeget Johan Petersen til at styre kolonien i starten. Det var også Johan Petersen, der stod for at udpege de fangerfamilier, der skulle tage med, fortæller Magdalene Møller.
Johan Petersens beskrivelser har hun dog ikke selv har haft lejlighed til at nærstudere.
I Ejnar Mikkelsens beretninger kan man blandt andet læse sig frem til, at en influenzaepidemi udbrød ved ankomsten til byen. Her døde fem voksne og et barn.
Der står også, at de familier, der blev flyttet, to år efter udtrykte ønske om at flytte tilbage til Ammassalik.
- Ejnar Mikkelsen skriver, at de var bange for onde ånder, der var til stede, fortæller Magdalene Møller og tilføjer:
- Men der blev også beskrevet, at de fik hjælp fra kirken.
Er Ejnar Mikkelsen pålidelig?
Når man læser Ejnar Mikkelsens bøger, og alle andre historiske kilder, skal man huske, hvilken synsvinkel, der skrives fra, understreger Magdalene Møller.
- Det er jo fra hans (Ejnar Mikkelsens, red.) egen vinkel. Man har ikke kilder fra dem, der blev flyttet, og hvordan de oplevede det, siger hun.
Både når det kommer til Ittoqqortoormiit og Grønlands historie generelt mangler grønlændernes egne fortællinger til at tegne det fulde billede, pointerer hun.
Magdalene Møller håber, at 100-året for Ittoqqortoormiit kan blive en anledning til, at nogen sætter sig for at undersøge det fulde billede at byens grundlæggelse.
- De har meget at fortælle derovre, kan man høre. Og der er ikke nogen, der har lavet en dybdegående historiske undersøgelse før, siger hun.
På trods af den begrænsede viden, mener Magdalene Møller, at vi stadig kan lære noget af Ittoqqortoormiits historie.
- Man skal ikke lade andre lande bestemme over folk i Grønland, hvad der skal ske med dem. Det er jo de lokale indbyggere, der skal høres, siger hun.
- Hvis man ser på andre flytninger her i landet og de fortællinger, der er om dem, så kommer der en sorg i sjælen. Jeg kan godt forestille mig, at dem, der blev flyttet til Ittoqqortoormiit, havde lignende følelser. Men jeg har ikke undersøgt det.
