Tidligere soldater i Sirius-patruljen vil have flere grønlændere i mandskabet
I fremtiden skal der være flere grønlændere i Sirius-patruljen, hvis det står til de danske og grønlandske politikere.
Det er et af budskaberne, når naalakkersuisoq for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, sammen med den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen i dag præsenterer det forsvarsforlig, som skal danne rammen for kongerigets forsvar af Arktis i fremtiden.
Droner, torpedoer og uddannelse udgør en stor del af oprustningen. Samtidig skal Grønland i højere grad selv stå for sit forsvar til lands, til vands og i luften.
Et af de helt konkrete forslag, som findes i forliget, er flere grønlændere i Sirius-patruljen.
Og det er en rigtigt god idé, mener en af de tidligere medlemmer Asger Fredslund, som var en del af Sirius-patruljen fra 1994-1996:
- Jeg tænker, det vil være et kæmpe plus. Jeg tror meget på, at den diversitet vil gavne patruljen. Jeg tror virkelig kun, det er et spørgsmål om tid, før vi vil se en stigning i antallet af ansøgere både fra grønlændere og kvinder.
Indfødte er eksperter
Asger Fredslund understreger, at det især vil være enormt gavnligt at få flere grønlændere i Sirius-patruljen – man har nemlig nogle helt unikke egenskaber som indfødt:
- Grønlændere er jo vokset op i det arktiske miljø og forstår, hvad det vil sige at gebærde sig i terrænet og naturen deroppe. De har en respekt for de naturkræfter, som hersker, siger han og fortsætter:
- Samtidig har de også en anden forståelse, hvis de er vokset op med hundene. Hvordan man håndterer dem og kører med slæde. Så det er jo en kæmpe fordel at være flasket op med det, hvis man skal arbejde med det professionelt.
Der er ingen forhindringer for flere grønlændere i Sirius-patruljen, men der er heller ikke noget eller nogen som skubber på for forandringen.
Det er noget af det, man vil forsøge at gøre op med i forsvarsforliget.
Sirius-patruljen samarbejde
En af de få grønlændere, som rent faktisk har været en del af Sirius-patruljen, er Alfred Olsen. Det var han i slutningen af 1970’erne. Derfor er han også ovenud tilfreds med udsigten til flere landsmænd i patruljen:
- Jeg synes, det er en rigtigt fin idé. Det er klart, at den grønlandske ungdom skal have ansvar for det grønlandske område. Det er meget vigtigt for Grønland, siger han.
Alfred Olsen fortæller, hvordan han selv har fået enormt meget ud af sin tid i Sirius-patruljen. Erfaringer og egenskaber han kunne tage med sig og udnytte - også udenfor Forsvaret:
- Jeg har lært at samarbejde. Gøre arbejdet færdigt sammen med andre. Samtidig har jeg lært at instruere og styre folk i forbindelse med opgaver.
Derfor håber han også, at langt flere unge vil kaste sig i hundeslæden og blive en del af Sirius-patruljen i fremtiden:
- Unge, sunde og raske mænd kan fint klare det. De vil også lære at løse opgaver i samarbejde med andre. Den grønlandske ungdom skal være med, siger han.
Om Alfred Olsens ønske om flere landsmænd i Sirius-patruljen bliver til virkelighed, kan kun fremtiden vise. Men med forsvarsforliget er vi i hvert fald et skridt tættere på.