Aaja Chemnitz om vejen til en forsvarsaftale: Der er stadig børnesygdomme

De nordatlantiske partier bliver ikke taget med i forhandlinger om Forsvaret, selv om den danske regering har lovet det, mener folketingsmedlem Aaja Chemnitz.
Ifølge IA's folketingsmedlem Aaja Chemnitz er de nordatlantiske partier i Folketinget ikke helt inde i varmen i forhandlinger med regeringen. Foto © : Scanpix
19. januar 2024 14:09

- Der er stadigvæk nogle børnesygdomme i forhold til at sikre en ligeværdig og fuldstændig inddragelse af os fra Grønland.

Sådan siger folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit dagen efter, at et bredt flertal i Folketinget præsenterede den første delaftale om Forsvarets fremtidige økonomi og indretning.

En aftale, som i høj grad handler om Arktis, og som naalakkersuisut og landsstyret på Færøerne også har været med til at forhandle. 

Men det samme kan ikke siges om de grønlandske og færøske partier i Folketinget, selv om regeringen har lovet det i regeringsgrundlaget, mener IA-politikeren.

-  Jeg har stor respekt for, at det er naalakkersuisut, som har det endelig ord for Grønland. Men jeg synes, det er vigtigt at sige, at der er en række forhandlinger, også med de danske partier, som er en proces, jeg synes, vi også skal sidde med til, siger hun.

Droner og torpedoer

Forsvaret skal kunne løfte opgaver, der er  forbundet med den nuværende sikkerhedssituation. 

Derfor er der nu lavet en første delaftale til et forsvarsforlig.

Det samlede beløb er 16 milliarder kroner. Mere end halvdelen af de mange penge - 9,7 milliarder kroner - skal gå til nyt udstyr, herunder til droner og skydevåben på Forsvarets fregatter. 

De langtrækkende droner skal bruges til overvågning og efterretningsindhentning i Arktis og Nordatlanten.
 

 

 

Til KNR oplyser Aaja Chemnitz, at IA har været indbudt til temamøder sammen med de danske partier, inden forhandlingerne startede. De nordatlantiske partier har også holdt møde sammen, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har været med.

Det seneste møde var samme dag, som delaftalen blev præsenteret for pressen.

Aaja Chemnitz udlægning af forløbet bliver bakket op af Aki-Matilda Høegh-Dam, der sidder i Folketinget for Siumut. 

- Vi kan ikke sige, at vi har været en del af forhandlingerne. Vi er blevet informeret løbende og have vært med til såkaldte temamøder, men er ikke blevet inverteret til de konkrete forhandlinger, siger hun.

Droner, torpedoer og flere pladser på beredskabsuddannelse

Og så har Aaja Chemnitz og forsvarsministeren holdt møder bare de to om forsvarsaftalen. Men de grønlandske og færøske partier har ikke været inviteret til forhandlinger sammen med de danske partier.

- Når man inviterer Folketingets partier, synes jeg også, man bør invitere de grønlandske og færøske partier i samtlige forhandlinger, siger hun.

I stedet har IA-politikeren forsøgt at påvirke forhandlingerne gennem uformel snak med sine danske kolleger på Christiansborg. Og det har også givet resultater, mener hun.

Men når Grønland har medlemmer i Folketinget, bør naalakkersuisut og regeringen også inddrage dem på lige fod, siger Aaja Chemnitz.

- Det virker som om, man har lidt svært ved at forstå konstruktionen og er måske også er lidt bange for at tage diskussionerne med os, der også repræsenterer Grønland. Og det synes jeg er rigtig ærgerligt, siger hun.

KNR afventer en kommentar fra den danske forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på kritikken.