Stor interesse for ny forsvarsuddannelse
Forsvarets nye basisuddannelse i Kangerlussuaq har vist sig at være overordentlig populær - endda inden den overhovedet er startet op.
Hele 236 unge har ansøgt til at starte på det første hold. Det bekræfter Arktisk Kommando.
Heraf har omkring 165 af dem været til afprøvning, som giver adgang til uddannelsen.
Basisuddannelsen er målrettet til at give unge i Grønland beredskabsmæssige kompetencer, som de kan bruge til et civilt job herhjemme.
Uddannelsen giver eksempelvis mulighed for at søge ind til den grønlandske politiuddannelse og brandvæsenet.
Ifølge den politiske aftale om den nye uddannelse kan der dog kun optages 8-15 ansøgere, når uddannelsen starter op i maj måned. Derfor er der altså rift om de få pladser.
Arktisk Kommando har i løbet af efteråret været på charmeoffensiv med den nye uddannelse i hele landet, da de har været med på uddannelseskaravane i Iluissat, Aasiaat, Sisimut, Nuuk og Qaqortoq.
Derudover har det også været muligt at komme til afprøvning i Maniitsoq, Kangerlussuaq og Tasiilaq.