Tidligere regnskabschef ved KNI får tre år i anstalten

En mand er blevet dømt for at have tilegnet sig flere millioner kroner gennem sit job som regnskabschef ved KNI.
En tidligere regnskabschef ved KNI sad tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk ved Qeqqa Kredsret i Sisimut. Foto © : Dorthea Reimer-Johansen
16. maj 2024 16:48

I denne uge har Qeqqa Kredsret i Sisimut behandlet en sag om en tidligere regnskabschef ved KNI, som stod tiltalt for at have taget af kassen.

Og han er nu blevet dømt. Den tidligere regnskabschef skal tre år i anstalten for bedrageri og dokumentfalsk over en flerårig periode.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Han er dømt for at have forfalsket underskrifter, ændret fakturaer efter godkendelse, oprettet fiktive e-mails og på den måde tilegnet sig et beløb på mindst 2.100.000 kroner i perioden 2014 til 2021.

Derudover er han dømt for mellem 2017 og 2019 at have udnyttet sin stilling som regnskabschef til uberettiget at blive oprettet i KNI’s lønsystem, så han fik økonomisk vinding på ikke under tre millioner kroner.

- Der ligger en omfattende efterforskning bag den her sag, og jeg er tilfreds med, at Qeqqa Kredsret i Sisimiut i dag har fundet tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, udtaler anklager ved Grønlands Politi Morten Gimm Hvergel i pressemeddelelsen.

Grønlands Politi modtog en anmeldelse om den tidligere regnskabschef tilbage i 2021 og har frem til 2023 efterforsket sagen. Og nu er det endt med en dom, men sagen stopper ikke her. 

- Den tiltalte har anket dommen til frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har anket til skærpelse, hvorfor sagen nu afventer behandling ved Grønlands Landsret, siger Morten Gimm Hvergel.

Hvornår sagen skal for Landsretten er endnu uvist.