Krisecenter i Aasiaat lukker på grund af skimmelsvamp

Da krisecenteret Qarajaqs bygning i Aasiaat i juni blev ramt af skimmel og lukkede, stod de uden hjælp fra kommunen, fortæller de. Kommunen siger dog, en har tilbudt flere løsninger.
–Hvis vi ikke finder lokaler, vil kommunen selv oprette et krisecenter, og siger at vi kan ikke regne med, at de vil ansætte os, siger Krisecenterets Qarajaqs leder Mina Schmidt. Foto © : Saaffiginnittarfik Qarajaq
Skrevet af Jonna Enoksen Dahl
16. juli 2026 16:20

–Vi har været meget, meget travlt optaget siden begyndelsen af året. Fra den 22. december til den 8. juni har der konstant været beboere.

Det fortæller lederen af Krisecenteret Qarajaq, Mina Schmidt, til KNR.

Det selvejende krisecenter har fungeret som krisecenter i Aasiaat i næsten 40 år. Men den 8. juni måtte det lukke på grund af skimmelsvamp. Og ifølge centeret har kommunen ikke været behjælpelig med at finde et alternativ.

Derfor har krisecenteret ikke kunne modtage personer, som for eksempel har været udsat for vold i hjemmet, som de har gjort hidtil.

Qarajaq henvendte sig i juni til kommunen med henblik på at leje en anden bygning.

Ifølge Mina Schmidt har Kommune Qeqertalik imidlertid ikke mulighed for at hjælpe. 

–Der er behov for handling. Vi er over 3.000 indbyggere i Aasiaat, og vi modtager også opkald fra folk langs kysten, som ønsker en plads hos os. Vi er nødt til at afvise dem, selv om vi tidligere har modtaget beboere fra andre byer og bygder langs kysten.

Kommunen er dog langt fra enig i Mina Schmidts udlængning. I et skriftligt svar til KNR skriver Kommune Qeqertaliks bychef i Aasiaat, Karl Villiam Jeremiassen:

- Da Qarajaq ikke havde andre arbejdsfaciliteter til rådighed, tog Kommune Qeqertalik initiativ til en konkret midlertidig løsning og henviste Qarajaq til at benytte et kommunalt foreningslokale i dagtimerne[...] mens der blev arbejdet videre med at finde en egnet løsning for krisecenterets egentlige funktion.

Kommunen gjorde det dog klart, at det var en midlertidig løsning, og udelukkende til administrative opgaver. Ikke beboelse. 

- Kommune Qeqertalik stod klar til at bistå krisecenteret i den videre proces, herunder i forhold til de eventuelle merudgifter, som leje eller anvendelse egnede lokaler kunne medføre. Dette tilbud om bistand står fortsat ved magt, skriver Karl Villiam Jeremiassen.

Risiko for lukning

Det bekymrer lederen af Qarajaq, at hvis ikke krisecentret finder nye lokaler, så kan det blive nødt til at lukke. 

– Vi er blevet bedt om selv at finde lokaler, fordi krisecentret er en selvejende institution, siger Mina Schmidt.

Til det svarer kommunen:

- Kommunen ønsker at understrege, at kommunen ikke på noget tidspunkt har afvist at hjælpe Qarajaq, skriver bychefen.

Ifølge ham har kommunen flere gange oplyst, at den stod klar til at bistå krisecenteret med at finde en løsning på situationen.

- Herunder i forhold til de yderligere økonomiske konsekvenser, som leje eller anvendelse af andre egnede lokaler kunne medføre, lyder det fra bychefen.

Kommunen har gennem hele forløbet tilbudt bistand, iværksat en midlertidig løsning og står fortsat klar til at medvirke til en holdbar løsning, skriver Karl Villiam Jeremiassen.

Ifølge lederen af krisecenteret, er medarbejderne på krisecentret også blevet truet med at miste deres arbejde.

–Hvis vi ikke finder lokaler, vil kommunen selv oprette et krisecenter. De siger, vi ikke kan regne med, at de vil ansætte os, siger Mina Schmidt.

Men også den udlægning kan kommunen ikke genkende, skriver bychefen: 

-Der er ikke fra kommunens side truffet beslutning om at overtage Qarajaqs drift. Kommunens ønske har gennem hele forløbet været, og er fortsat, at Qarajaq fortsætter sin virksomhed og sit arbejde for borgere med behov for krisecentrets tilbud, skriver han. 

Han gør det også klart, at krisecenteret tilbage i januar 2009 blev fritaget for betaling af husleje for bygningen, og som led i den ordning overtog Qarajaq samtidig det fulde ansvar for bygningens drift og vedligeholdelse.

Behov for en hurtig løsning

Qarajaq er et krisecenter for personer over 18 år, som har været udsat for vold i hjemmet, trusler eller andre alvorlige problemer.

Siden krisecentret blev lukket den 8. juni, har 12 personer henvendt sig, fortæller Mina Schmidt.

Da centret ikke har haft lokaler til rådighed, har mulighederne for at hjælpe været stærkt begrænsede.

Da krisecentret lukkede, havde det beboere, som måtte flytte ud. Kommunen sørgede ikke for indkvartering, så krisecentret måtte selv indlogere dem på hoteller.

–De beboere, vi havde, måtte også flytte ud. Da kommunen ikke indkvarterede dem, gjorde vi det selv ved at placere dem på hoteller.

Da henvendelserne til Kommune Qeqertalik ikke førte til en løsning, har krisecentret også henvendt sig til naalakkersuisut, kommunalbestyrelsen og borgmesteren i Kommune Qeqertalik.

Mina Schmidt oplyser, at de endnu ikke har modtaget svar fra borgmesteren eller kommunalbestyrelsen, men at de har snakket med naalakkersuisut.

–I fredags fik vi besked fra naalakkersuisut om at sende vores begrundelser, så de kan påbegynde en behandling af sagen, siger Mina Schmidt.

Bychefen understreger i det skriftlige svar til KNR, at kommunen ikke ønsker at bidrage til en offentlig konflikt med Saaffiginnittarfik Qarajaq. Kommunen ønsker blot at nuancere og komme med deres udlægning af sagen og svare på kritikken fra Qarajaq.