Soldat overtrådte beføjelser: Nu beklager forsvarsministeren
I maj kunne KNR fortælle, at en soldat fra Arktisk Kommando havde overtrådt sine myndighedsbeføjelser.
Soldaten havde ageret som politi over for to civile borgere i Nuuk. Fra en civil bil spurgte den uniformerede mand ind til deres foretagende og ansættelsesforhold og bad dem fremvise identifikation.
Selvom der kun var tale om en enkelt episode, som kunne bevises, så fortalte den ene borger til KNR dengang, at han sammenlagt havde været udsat for otte lignende episoder.
Efter KNR henvendte sig til Arktisk Kommando beklagede de for hændelsen. Desuden indskærpede de gældende bestemmelser og mandat for Forsvarets personel i Grønland.
Forsvarsminister beklager
I juni stillede folketingsmedlemmet, Naaja Nathanielsen (IA), et spørgsmål til forsvarsministeren på baggrund af historien.
- Hvad er ministerens holdning til den episode, hvor en ansat ved forsvaret i Grønland overskred sine myndighedsbeføjelser over for en civil borger?
I svaret fra forsvarsminister Jeppe Bruus (Socialdemokratiet) anerkender han, at episoden har fundet sted som tidligere beskrevet.
- Det er stærkt beklageligt, at en af Forsvarets soldater under indsættelsen i Grønland har overskredet sit mandat ved, på offentligt område, at spørge en borger om sit forehavende og bede vedkommende om at identificere sig, svarer forsvarminister Jeppe Bruus.
Ingen nye tiltag
Naaja Nathielsen spørger også ministeren ind til, hvilke konkrete initiativer han vil iværksætte.
- Hvilke konkrete initiativer vil minsteren iværksætte for at sikre, at lignende episoder ikke sker fremover, særligt i lyset af at opgavevaretagelsen i stigende grad skal varetages af uerfarne værnepligtige?
Forsvarsministeren svarer ikke direkte på spørgsmålet.
I stedet understreger han, at Arktisk Kommando har forsikret ham om, at det ikke er gældende praksis, og at Forsvarets personel kun har særlige beføjgelser i midlertidige militære områder i Nuuk og Kangerlussuaq.
Dertil gentager han, som Arktisk Kommando tidligere udtalte til KNR, at de har indskærpet gældende regler.
- Indskærpelsen er også medtaget i introduktionen til det hold soldater, der har overtaget opgaven i Grønland, skriver forsvarsminister Jeppe Bruus.
- Jeg har stor tiltro til, at Forsvarets soldater gør deres yderste for at løse alle opgaver med behørigt hensyn til borgerne i Grønland og inden for gældende regler. Selvom der er sket en beklagelig fejl, så noterer jeg mig, at Forsvaret har taget initiativer til at nedsætte risikoen for gentagelser.
I et opslag på Facebook takker Naaja Nathanielsen Arktisk Kommando for at have reageret hurtigt på historien.
- Jeg er rigtig glad for, at man har handlet så hurtigt fra Arktisk Kommandos side. Forsvaret udfører en vigtig opgave i vores land, men det skal ske med respekt for loven, lokale hensyn og med tillid.