Tidligere partisekretær vil sagsøge Aleqa Hammond

Siumuts ekskluderede folketingsmedlem Aleqa Hammond kan nu se frem til et retsligt krav fra Siumuts tidligere partisekretær i Folketinget, Kenneth Rasmussen.
Foto © : KNR
26. august 2016 06:57

 

Det sker, efter Aleqa Hammond ifølge KNR’s oplysninger har afvist at betale et beløb på 21.839 kroner, som den tidligere partisekretær ifølge hans fagforening, Lederne, har krav på i manglende løn, rejse- og ferieudbetaling.

 

Læs også Splid mellem Aleqa og sekretariatchef i Folketinget

Kenneth Rasmussen blev fritstillet midt i maj i år efter knap ni måneder som partisekretær i Siumut i Folketinget.

Det skete, efter der var opstået uoverensstemmelser mellem ham og Aleqa Hammond, blandt andet i forbindelse med en rejse til Nuuk under Arctic Winter Games.

Aleqa Hammond har tidligere afvist at kommentere sagen med henvisning til, at det er en personalesag.