Terrorangreb i Paris ryster Vittus Qujaukitsoq

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, har i forbindelse med de terrorangreb, som begyndte fredag aften kort før kl. 22 lokaltid i den franske hovedstad, udtalt følgende.
Skrevet af Camilla Dam
14. november 2015 11:13

- Jeg er rystet over nyhederne fra Frankrig. De angreb, som finder sted i aften, er uhyrlige og fuldstændig uforståelige.

- Under sådanne ekstraordinært voldsomme begivenheder, er det vigtigt, at vi bakker op om et samfund som det franske og de uskyldige mennesker, som er ramt af angreb, siger Vittus Qujaukitsoq i en pressemeddelse.

Læs også François Hollande: Det er terror

Det største angreb fandt sted under en koncert på spillestedet Le Bataclan i forbindelse med en koncert med det amerikanske rockband Eagles of Death Metal. Her meldes omkring 100 personer døde, da tre gerningsmænd først skød vildt omkring sig og siden sprængte sig selv i luften, mens en fjerde blev dræbt af det franske politi.

Herudover meldes omkring 30 døde ved angreb på henholdsvis det franske nationalstadion Stade de France, Rue Bichat og Rue Alibert, Avenue de la République, Rue de Charonne, Boulevard Voltaire og Rue de la Fontain au Roi.

Omkring 200 meldes sårede, hvoraf 80 er alvorligt sårede.

Naalakkersuisut gør opmærksom på at grønlændere i Paris ved akut behov kontakte det danske udenrigsministeries globale vagtcenter på + 45 33 92 11 12 eller maile til bbb@um.dk.