François Hollande: Det er terror

Den franske præsident François Hollande siger nu, at det er et terrorangreb, som har fundet sted i den franske hovedstad, hvor mindst 40 har mistet livet.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Ritzau
13. november 2015 20:49

Her klokken 21 grønlandsk tid, lyder meldingen nu på, at mindst 40 mennesker har mistet livet ved adskillige angreb, som har fundet sted i Paris, oplyser politiet ifølge Reuters.

Ifølge den franske tv-station BFM TV kan tallet være oppe på over 60.

Mindst 15 mennesker er ifølge fransk politi dræbt ved koncertsalen Bataclan i det østlige Paris, hvor der stadig holdes mindst 100 gidsler, skriver AFP, der melder om mindst tre, måske fire skudepisoder forskellige steder i den franske hovedstad.

Ifølge tv-stationen BFM TV begyndte gidselstagningen en time inde i en koncert med det amerikanske rockband Eagles of Death Metal.

To personer kom ind i salen og begyndte at skyde op i luften. Ud over de 15 dræbte ved koncertsalen meldes mindst tre andre ifølge AFP's politikilder dræbt i forbindelse med eksplosioner nær Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland spillede venskabskamp under overværelse af blandt andre præsident François Hollande.

Eksplosionen ramte en bar i nærheden af Stade de France, hvor Frankrig og Tyskland fredag aften spillede venskabskamp i fodbold.

Frankrig er nu erklæret i undtagelsestilstand.

I kan følge udviklingen på dr.dk eller Radioavisen på P1.

Og her via denne Twitter-liveopdatering:

 

Live Blog Angreb og gidseldrama i Paris