Forsker: Svært at se borgernes interesse i retssag mod forsker

Kommunaldirektør Lars Møller Sørensen var ude, hvor han ikke kunne bunde, da han besluttede at stævne en professor fra Roskilde Universitet for en kritisk udtalelse til avisen Sermitsiaq om kommunens byudviklingsprojekt.
Skrevet af Jonas Fievé
02. november 2017 07:02

Det vurderer Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som ikke mener, at Kommuneqarfik Sermersooq i virkeligheden må bruge penge på sådan en stævning.

Ifølge forskningschefen må kommuner kun bruge penge på ting, som er i borgernes interesse.

- Og det kan man i høj grad diskutere i forhold til det her, om det er noget, borgerne har en særlig interesse i, siger Roger Buch til KNR.

LÆS OGSÅ Sermersooq trækker stævning af professor

Kan ikke bare bruge penge

Når kommunerne bruge penge på skoler, daginstitutioner, ældre og anden kommunal service, så er det fordi, at det lovgivningsmæssigt er lagt ud som opgaver, som kommunerne skal varetage.

Men kommunerne har dog mulighed for at bruge en såkaldt kommunalfuldmagt, hvis der er udgifter, som ikke er lovbestemt. Men det kræver ifølge forskningschefen til gengæld, at det skal være i borgernes interesse.

- Der har jeg meget svært ved at se, at en retssag i forhold til, hvad en forsker har sagt i en avis, at det skulle være noget som helst, som borgerne har en interesse i. Dermed mener jeg, at man er uden for kommunalfuldmagten, og derfor mener jeg ikke, at det er noget, man må bruge penge på, siger Roger Buch.

Kommunaldirektør Lars Møller Sørensen har tidligere slået fast, at det var ham, som stod bag beslutningen om at stævne Ole Helby Petersen.

LÆS OGSÅ Sermersooq hiver professor i retten for udtalelser om Siorarsiorfik

En fejl hvis politikerne ikke er blevet inddraget

Ifølge Roger Buch er der ikke noget underligt i, at administrationen træffer beslutninger uden, at borgmesteren eller kommunalbestyrelsen er orienteret.

Men, at det skulle være tilfældet her undrer forskningschefen, da der netop ikke er tale om en rutinebeslutning.

- Det her er en hel exceptionel beslutning, det er formentlig første gang nogensinde, at man ser en kommune rejse sådan en retssag. Det er jo også noget, som kan koste rigtig mange penge at føre sådan en retssag.

LÆS OGSÅ Usædvanligt at stævne ekspert for udtalelse

Desuden henviser Roger Buch til den kommunale styrelseslov, hvor der blandt står, at borgmesteren varetager den daglige ledelse af kommunens administration og, at det er vedkommendes opgave at sørge for, at ingen udgifter afholdes uden en fornøden bevilling.

Roger Buch kalder det derfor for en oplagt fejl, hvis politikerne ikke er blevet orienteret om beslutningen om at stævne professoren, da han tvivler på, at der i budgettet for kommunen er afsat penge til sådanne retssager.

- Hvis man bruger nogle penge, hvor det er tvivlsomt, hvor de skal tages fra, så skal man gå til borgmesteren og i yderste konsekvens til kommunalbestyrelsen og bede om tilladelse til at bruge pengene. Men må kun i den offentlige forvaltning bruge penge, som der er givet bevilling til, siger forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.

Onsdag valgte Kommuneqarfik Sermersooq, at trække stævningen tilbage.

Kommunaldirektør, Lars Møller Sørensen, havde onsdag ingen kommentarer til udmeldingen fra Roger Buch.