Suinnis kone var i Kiev, da bomberne faldt: Jeg har aldrig været så bange i mit liv

Ruslands invasion af Ukraine kommer tæt ind på livet af grønlandske Suinni L. Johansen.
Suinni L. Johansen bor til daglig i Malmø sammen med sin ukrainske kone og deres datter. Familien har også tidligere boet i Ukraine. Foto © : KNR
25. februar 2022 15:56

De fleste af os oplever Ruslands voldsomme angreb på Ukraine gennem vores fjernsyns- og mobilskærme. 

Men for Suinni L. Johansen føles krigen langtfra fjern. 

Hans kone befandt sig nemlig i hovedstaden Kiev, da de russiske kampvogne rullede ind over grænsen. 

- Jeg kan uden tvivl sige, at jeg aldrig har været så bange før i mit liv. For de ting, der sker, og over hvad der kan ske, siger Suinni L. Johansen.

Torsdag morgen vågnede han til et chok.

LÆS OGSÅ Politikere om russisk invasion af Ukraine: Vi skal ikke tro, vi bor langt væk fra krigen

Alle nyhedssider blinkede gult med meldingen om, at Rusland havde indledt en invasion af Ukraine. 

Det land, Suinni L. Johansens kone kommer fra, og hvor hun netop nu var på arbejdsrejse i hovedstaden Kiev.   

- Jeg blev meget bekymret og prøvede med det samme at få fat på min kone. Jeg prøvede at finde informationer om, hvad der præcis skete her og nu. Men det er begrænset, hvilke finde informatioer, man kan finde fra så lang afstand, fortæller Suinni L. Johansen, som til daglig bor i Malmø og arbejder i København. 

På vej til Polen 

I løbet af natten og de tidlige morgentimer blev Kiev ramt af missiler, og russiske tropper trængte ind i byen. 

Men Suinni L. Johansens kone er på vej i sikkerhed, fortæller han. 

- Jeg holdt vejret hele dagen i går, mens min kone stadig var i Kiev. Men her til morgen kom hun med på et tog og er næsten nået frem til Polen, siger han.

Hans bekymring forsvinder dog ikke foreløbigt. For det er svært at se sit andet hjemland i krig.

- Jeg bliver lidt mere rolig nu, men vi følger stadig tæt med i, hvad der sker, og om vores venner og min kones familie har det godt.

Og det er ikke kun folk, der bor udenfor Ukraine, der fygter ud af landet. 

Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, har cirka 100.000 ukrainere forladt deres hjem, siden den russiske invasion blev indledt.

Flere tusinde har allerede krydset grænsen til nabolande som Moldova, Polen og Rumænien.