Politiforeningen om lovet ligeløn: Stort skridt i den rigtige retning

Efter årtiers ulige løn er der nu endelig udsigt til en aftale om ligeløn mellem hjemmehørende og udsendte ansatte i politiet. Det glæder formanden for Politiforeningen.
Det ser ud til, at der nu endelig kommer et lige forhold mellem de udsendte og hjemmehørende politifolk i Grønland. Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
Skrevet af Kim Hinrichsen
09. juni 2023 13:59

Onsdag aften lovede den danske justitsminister Peter Hummelgaard endelig ligeløn mellem de hjemmehørende og udsendte anstalts- og politiansatte.

Og det var i den grad en nyhed, som glædede formanden for Grønlands Politiforening, Kalaallit Nunaani, Bjørn Bjerregaard:  

- For Grønlands Politiforenings side var det et stort skridt frem i den rigtige retning. Jeg tror det er første gang, der er kommet så stor en udmelding, sådan som jeg husker det.

Og det har Bjørn Bjerregaard helt ret i. Det har nemlig været en udfordring i årtier, at der var ulighed mellem de hjemmehørende politifolk og så de udsendte fra Danmark.

Noget som har skabt en trygget stemning ude på politistationerne, ifølge Bjørn Bjerregaard:

- Jeg ved ikke, om der er et A- og et B-hold. Kollegaerne arbejder jo godt sammen, men der er jo altid den bagtanke om, hvorfor man som hjemmehørende skal have mindre i løn. Det kan jo ikke være rigtigt, at man skal være forskelligt lønnet for det samme arbejde, siger han.

Ulige løn skaber uholdbar situation

Men det ser altså ud til at ændre sig nu. Selvom der ikke ligger nogen aftale, så er udmeldingen fra Peter Hummelgaard alligevel godt nok for Bjørn Bjerregaard – han tror og håber på, at der nu kommer en ordentlig løsning for politifolkene:

- Efter udmeldingen ser det positivt ud. Der er selvfølgelig medarbejdere som spørger ”tør vi tro på det?”. Men jeg må ærlig indrømme, at jeg tror på det. Det er nu, der for alvor skal ske noget, siger han.

Og det er i den grad brug for, at få gjort noget ved uligheden i lønnen blandt de grønlandske poliforlk . der er nemlig en uheldig udvikling i gang, som det er med at få vendt så hurtigt som muligt, siger Bjørn Bjerregaard:

- Det har jo en stor betydning i forhold til rekruttering og fastholdelse. I 2016 var 116 hjemmehørende betjente, i 2022 var det faldet til 87. Hvis det fortsætter på den måde er det jo pludselig 50% af styrken, som er udsendte kollegaer, siger han.

Der ligger som sagt stadig ingen aftale, og Peter Hummelgaard har også understreget, at der ikke er tale om en egentlig overenskomst. Selvom det er det, som Politiforeningen har kæmpet for i årevis. Alligevel håber Bjørn Bjerregaard, at det ender med en overenskomst lig den i Danmark: 

- Jeg håber jo, at denne her udmelding om ligeløn betyder, at vi kommer på samme overenskomst. Ellers er der stadig og vil der altid være forskel. Så vil Grønland altid være bagud. I Danmark kigger man på OK24 – vi har ikke engang fået afsluttet vores OK20.