Nye tal for 2016: Stort overskud på de offentlige finanser

Det offentlige forbrug steg i 2016, men indtægterne steg endnu mere, viser nye tal fra Grønlands Statistik.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
13. oktober 2017 16:12

De offentlige drifts- og kapitaludgifter løb op i 10,5 mia. kr. i 2016. Det er 380 mio. kr. eller 3,8 pct. mere end i 2015, viser nye tal for de offentlige finanser i 2016 fra Grønlands Statistik.

Det fremgår af statistikken, at det offentlige regnskab gav et samlet overskud på 826 mio. kr i 2016. Det er mere end i 2015, hvor overskudet var på 490 mio. kr.

27,6 procent af de samlede udgifter går til såkaldt social beskyttelse, der blandt andet indeholder udgifter til forsorg for familier og børn, handicappede og ældre.

LÆS OGSÅ Uddannelse er nøglen til bedre økonomi

I 2016 faldt de samlede udgifterne til såkaldt social beskyttelse med 0,7 pct. til 2.903 mio. kr.

Undervisning er et andet helt store område under offentlig forvaltning og service. I 2016 blev der anvendt 1.957 mio. kr. på undervisning svarende til 18,6 procent af udgifterne. Det er et fald på 0,3 procent i forhold til 2015.

Flere penge på sundhed

En anden stor post, der til gengæld steg, er udgifterne til sundhedsvæsnet svarende til 13,8 procent af udgifterne. I 2016 blev der anvendt 1.452 mio. kr. på sundhedsvæsenet, hvilket er en stigning på 3,8 pct. i forhold til 2015.

Statistikken betyder, at man kan sammenligne Grønlands forbrug med eksempelvis Danmark og Færøerne.

Ifølge statistikken blev der i Grønland anvendt 35.031 kr. per indbygger på uddannelse.

- Med undtagelse af Færøerne anvendes der i Grønland væsentlig flere midler på uddannelse per indbygger i forhold til de øvrige nordiske lande, skriver Grønlands Statistik.

LÆS OGSÅ EU sender 235 millioner til landskassen

Situationen er dog omvendt på området for social beskyttelse. Her overgås de grønlandske udgifter per indbygger af alle nordiske lande på nær Island.

- Mens Grønland anvendte 51.984 kr. pr. indbygger i 2016, anvendte Norge 97.743 kr. og Danmark 84.486 kr. pr. indbygger i 2015, skriver Grønlands Statistik.