EU sender 235 millioner til landskassen
Underskrivelsen kom i forlængelse af et møde mellem formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og Europa-kommissær Neven Mimica.
Det trecifrede millionbeløb skal bruges til at hæve uddannelsesniveauet, som skal udvikle Grønlands økonomi og velfærd, fastslog Europakommissæren.
- Med disse 235 millioner kroner i støtte, vil vi hjælpe Grønland med at opnå konkrete resultater i form af en bedre og højere uddannet befolkning og en bedre kvalificeret arbejdsstyrke, udtaler kommissær Neven Mimica i en pressemeddelelse fra Selvstyret.
Og Naalakkersuisut sætter pris på samarbejdet med EU, understreger Kim Kielsen.
- Underskrivelsen er samtidig et vigtigt signal fra Naalakkersuisut om, at vi værdsætter samarbejdet med EU, og at vi gerne ser, at samarbejdet fortsætter, da det er til gavn for vore børns og unges uddannelse, udtaler formanden for Naalakkersuisut.
Fredag rejser Europakommissæren til Ilulissat for blandt andet at besøge den kommende nye folkeskole og Royal Greenlands fiskefabrik.