Medie: Store mængder bifangst går tabt i fiskeriet af hellefisk

Store mængder fisk bliver spildt i bifangst til indhaling af hellefisk. Men al fangst bør blive udnyttet, mener kendt kok.
Det er ikke kun hellefisk, der kommer pop på fiskeri med langline. Også fiskerarter som skolæst og rokke bliver indhalet, men uden at kunne blive solgt. Arkivfoto.
08. april 2024 10:13

Alt for store mængder bifangst går tabt, når fiskere indhaler hellefisk i det kystnære fiskeri. Det skriver Sermitsiaq.AG.

Det er især fiskearter som rokke og skolæst, der bliver spildt, fordi fiskeindustrien ikke har indhandling på dem.

Fiskere fra både Ilulissat og Uummannaq fortæller til Sermitsiaq.AG om store mængder rokker og skolæst, som bliver smidt ud igen efter indhaling.

Ved Uummannaq bliver der eksempelvis fanget op til 30 store rokker ved én enkelt ophaling af hellefisk på langliner. Og de kunne bidrage til fiskernes indtjening, hvis de kunne blive solgt til fiskefabrikkerne, pointerer en fisker i området.

Og det ærgrer ikke kun fiskerne, men også den kendte kok, Inunnguaq Hegelund, som har grønlandsk mad som sit speciale.

For havets ressourcer bør blive udnyttet bedst muligt, og de to fiskearter er godt egnet til gourmetmad på restauranter, siger han til Sermitsiaq.AG.

- Mange af de såkaldte bifangster er meget nyttige fødevarer, så det er naturligvis meget ærgerligt, at de bliver smidt ud og ikke bliver udnyttet fuldt ud, siger Inunnguaq Hegelund.

Til Sermitsiaq.AG oplyser Royal Greenland, at mængden af rokker og skolæst, der fanges, er så lille, at der ikke er økonomisk grundlag for at starte indhandling af fiskearterne.