Støtte til betjente med ar på sjælen

Anna Louisannguaq Frederiksen kæmper stadig med dybe spor efter sin tid som reservebetjent. Nu er der hjælp at hente for betjente som hende hos organisationen Thin Blue Line, der netop har åbnet en afdeling i Nuuk.
Med den nye afdeling i Nuuk håber direktør for Thin Blue Line Denmark, Stinne Ølshøj, at hjælpe betjente, hvor tjeneste har sat spor. Foto: Sikkersoq Rosing Karlsen
07. juni 2025 10:00

Tidligere reservebetjent Anna Louisannguaq Frederiksen husker tydeligt de første tegn på, at noget ikke var, som det skulle være.

- Det første jeg mærkede var søvnproblemer. På trods af træthed og at jeg havde ligget i sengen i 14 til 15 timer, kunne jeg højst sove i fire timer, fortæller hun.

To gange på ét år blev hun sygemeldt med stress. Hendes oplevelse er ikke enestående i politiet og kriminalforsorgen, hvor flere kæmper med psykiske mén efter tjeneste. 

En undersøgelse fra Vive (2019) viser, at betjente i politiet og Kriminalforsorgen er udsat for mange voldsomme hændelser, og at mange oplever belastningsreaktioner som PTSD, depression, angst og stress. 

Blandt betjente i politiet svarer 14,6 procent, at de ofte eller hele tiden føler sig stressede. 9,5 procent opfylder diagnosekriterierne for PTSD. Blandt betjente i Kriminalforsorgen føler 33,3 procent sig ofte eller hele tiden stressede. 24,3 procent opfylder diagnosekriterierne for PTSD.

Nu har organisationen Thin Blue Line Denmark oprettet en afdeling i Nuuk for at støtte betjente som Anna Louisannguaq Frederiksen. 

En fyldt rygsæk

- Vi kan se, at der er mange, som har fået fyldt rygsækken rigtig godt op i de år, de har arbejdet i politiet, og dem vil vi rigtig gerne hjælpe, siger direktør for Thin Blue Line Denmark, Stinne Ølshøj.

Organisationen tilbyder både sociale og professionelle støttetilbud til personer, som har været eller er ansat i politiet og kriminalforsorgen, og deres pårørende. 

Netværksaktiviteter skal bringe tidligere og nuværende politifolk sammen i trygge rammer, mens terapiforløb giver mulighed for dybere bearbejdning af psykiske belastninger.

Stinne Ølshøj er opmærksom på, at forholdene i Grønland adskiller sig på flere måder fra Danmark. Hun peger selv på nogle af de særlige vilkår. 

- Mange betjente kører ud til situationer, hvor det er personer, de kender – venner, naboer, måske familie. Det giver et ekstra lag af kompleksitet, siger hun. 

Organisationen er bevidst om, at de står overfor en anderledes opgave, hvor deres støtte skal tilpasses de grønlandske forhold, fortæller hun. 

Sporene forsvinder ikke af sig selv

Efter sine sygemeldinger har Anna Louisannguaq Frederiksen gjort store fremskridt. Men sådanne oplevelser kan efterlade varige spor. 

- Det er jo ikke sådan, at alt bliver løst, bare fordi man har talt med en psykolog. Det kan være, man har været udsat for noget gennem mange år, og at der stadig er spor efter det, siger hun.

Anna Louisannguaq Frederiksen håber, at Thin Blue Line kan være med til at tage hånd om de dybere aftryk af hendes oplevelser.

- Deres støtte til mig er lige begyndt, men måske kan de hjælpe mig på et dybere plan, siger hun.