Steen Lynge skal mødes med USAs Pompeo i København
Den 22. juli kommer den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, til København.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg ser frem til at byde min gode kollega Mike Pompeo velkommen, når han, på en af sine ganske få rejser i denne usædvanlige tid, lægger vejen forbi København, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i meddelelsen.
Grønlands naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Steen Lynge, og Færøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, er også inviteret til København i forbindelse med besøget.
- Da vi også skal drøfte arktiske forhold, skal mine kolleger fra Grønland og Færøerne naturligvis også sidde med om bordet. Det lægger jeg personligt helt afgørende vægt på, siger Kofod.
Aflyste møde i Grønland sidste år
Besøget i København kommer et år efter, at Mike Pompeo skulle have besøgt Kangerlussuaq i maj 2019.
Her var et møde med daværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S), og daværende udenrigsminister i Danmark, Anders Samuelsen (LA), på programmet.
Besøget blev dog aflyst dagen inden på grund af 'presserende sager' i Washington D. C., oplyste Selvstyret dengang. Meldingen var også, at besøget af Mike Pompeo ikke var aflyst men 'udsat på ubestemt tid.'
LÆS OGSÅ Ane Lone Bagger efter møde med Pompeo: Det gik rigtig godt
To måneder senere aflyste USA's præsident, Donald Trump, et planlagt besøg i København i september. Det skete, efter Naalakkersuisut og den danske regering afviste et tilbud fra den amerikanske præsident om at købe Grønland.
Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte udtalelsen "absurd". Reaktionen resulterede i et tweet fra præsident Trump, hvori han skrev, at besøget i Danmark var udsat til ubestemt tid.
Den amerikanske præsident har endnu ikke besøgt Danmark.