Spiralskandalen: Staten udsætter svar på erstatningskrav
Den danske stat vil foreløbig ikke tage stilling til et krav om erstatning fra Naja Lyberth og resten af de godt 140 ofre for spiralskandalen, som er gået sammen i en arbejdsgruppe.
Det oplyser Naja Lynge til DR. Hun er en af de mange kvinder, der som 14-årig fik opsat spiral uden sin eller sine forældres samtykke.
I radioudsendelsen P1 Morgen i dag siger Naja Lyberth:
- Vi ønsker, at regeringen tager os alvorligt. Og den har faktisk allerede sagt nej.
- Gennem vores advokat har vi fået at vide gennem Kammeradvokaten, at staten ønsker, at vi venter til efter udredningen af spiralsagen. Men det er jo det samme som at sige nej. Men vi vil ikke vente.
Også kvindernes advokat Mads Pramming bekræfter afslaget over for DR.
Danmark vil altså vente med at se på kravet om erstatning, til efter udredningen om sagen er færdig. Den er forventet klar i 2025.
Erstatningskravet blev rejst i oktober sidste år, da 67 kvinder krævede samlet 20,1 millioner kroner i erstatning fra den danske stat. Det tal er siden vokset til godt 140 kvinder.
Kvinderne vil ikke vente til efter 2025
Men kvinderne har ikke tid til at vente til 2025, siger Naja Lyberth.
- Vi bliver ældre. De ældste af os er over 80 år. De skal ikke vente to år. Den sag kan jo let køre mange år endnu, så det er nu, vi skal handle, mens vi har ressourcer og kræfter, siger hun til DR.
Og kvindernes forsvarsadvokat, Mads Pramming, er enig.
- Der er masser af udfordringer i de sager. En af dem er, at det skal gå hurtigt. Det er også en af grundene til, at der ikke er en fornuftig grund til at vente på den undersøgelse. Mange af kvinderne er ældre. Det her kan jo trække ud i 10 år, hvis der skal undersøges først det ene og så det andet.
Partierne i den danske regering, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, har foreløbig ikke kommenteret ønsket fra sprialkvinderne om erstatning.
Udmeldingen om afslaget kommer samme dag, som Naja Lyberth og arbejdsgruppen bag spiralsagen modtager Menneskerettighedsprisen 2024 af Institut for Menneskerettigheder i Danmark.
Prisen bliver givet til dem for at kaste lys over de overgreb, den danske stat udsatte tusindvis af grønlandske kvinder og piger for.