Stadig utilfredshed og uklarhed omkring Erik Jensens VM-tur
Én dag. Én kamp. Og så lige et møde med formanden for Grønlands Håndboldforbund (TAAK).
Sådan så Erik Jensens (S) tur til Stavanger i november ud, da han sidste år, sammen med en række andre medlemmer af naalakkersuisut, deltog ved slutrunden under sidste års VM i kvindehåndbold.
Ifølge hovedpersone selv, var der tale om et officielt ærinde. Han havde forinden turen til Stavanger været i København, hvor han blandt andet mødtes med den danske skatteminister og nationalbankdirektøren.
- I den forbindelse benyttede jeg muligheden for at rejse som en af landets ledere og viceformand for naalakkersuisut for at følge VM og holde møder, siger Erik Jensen.
Uplanlagt møde
Et af de vigtigste møder var med formanden for TAAK.
- Selvfølgelig var det andet forskelligt, der fulgte med turen. Men grundlæggende skulle vi mødes med TAAK for at diskutere deres økonomiske forhold. Det er meget centrale spørgsmål, og forbundet havde brug for at diskutere disse ting, siger Erik Jensen.
Formanden for TAAK, Carsten Olsen, bekræfter over for KNR, at de rigtigt nok mødtes med Erik Jensen i Stavanger.
Men mens Erik Jensen selv pointerer, at mødet med TAAK var grunden til, at han rejste til Stavanger, siger TAAK-formanden, at mødet ikke var planlagt i forvejen:
- Fordi Erik alligevel var på vej til Stavanger, og der har været den her situation med vores økonomi, så var det fint nok, at han lige smuttede forbi VM, siger Carsten Olsen.
Hvor lang tid i forvejen havde I planlagt det her møde med naalakkersuisoq for Finanser og Skatter?
- Vi har ikke planlagt noget møde. Jeg tror mere, det for ham har handlet om opbakningen til landet, til håndbolden, til eliteidrætten, siger Carsten Olsen.
Hvorfor i Stavanger?
Vi ved altså, at Erik Jensen - udover at se håndbold - var i Stavanger for at mødes med TAAK. Vi er dog ikke blevet klogere på, om Erik Jensen var med til mødet, fordi han alligevel var i Stavanger, eller om Erik Jensen var i Stavanger, fordi han alligevel skulle til mødet?
Hønen og ægget til side. Det undrer også Anna Wangenheim, medlem af Inatsisartut for Demokraatit, at mødet overhovedet var nødvendigt:
- Jeg synes, at det er rigtig fint, at han vil det, men så synes jeg ikke, at det er landskassen og dermed borgerne, der skal betale for den rejse. Han kunne lige så godt have holdt mødet her i Nuuk, hvor TAAK jo har kontor, siger hun og fortsætter:
- Jeg synes bare, det virker lidt spontant, hvis du spørger mig, siger hun.
Derfor stillede hun en række spørgsmål til Erik Jensen om rejsen. Et af dem lød, "er naalakkersuisut enig med Demokraatit, at der er mere hensigtsmæssigt at mødes med formanden for TAAK i Nuuk end i Stavanger?"
Hertil svarede Erik Jensen:
"Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter overværede en kamp dels i sin repræsentative rolle som vice-formand for naalakkersuisut og dels som naalakkersuisoq for Finanser og Skatter.
Formanden for TAAK og naalakkersuisoq for Finanser og Skatter skulle være i Stavanger samtidig, og derfor var et møde hensigtsmæssigt."
Opfordrer til tilbagebetaling
Udover Erik Jensen deltog en række andre medlemmer af naalakkersuisut til VM. Heriblandt Múte B. Egede, Aqqaluaq B. Egede og Mimi Karlsen. Lidt for mange, hvis man spørger Anna Wangenheim:
- Jeg synes, at det burde være tilstrækkeligt, at protektoren for idræt, som er formand for inatsisartut (Mimi Karlsen, red.), deltager som officiel ansigt udadtil, siger Anna Wangenheim og tilføjer så:
- Men hvis naalakkersuisoq ønsker at deltage i et privat øjemed, så synes jeg da, at han skal have lov til det. Men så synes jeg også, at det ikke er skatteborgerne, der skal betale for hans rejse. Så skal han betale for egen rejse.
Ifølge en opgørelse lavet af Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke kostede opholdet og turen fra København til Stavanger og tilbage igen 8.279 kroner.
Vil du kræve, at pengene bliver betalt tilbage?
- Jeg vil opfordre naalakkersuisoq til at tilbagebetale de penge, han har brugt på de udgifter, der har været forbundet med deltagelse til VM i Stavanger, siger Anna Wangenheim.
Grønland betaler
Erik Jensen holder fast i at turen til Stavanger skyldtes officielle ærinder - og ikke private fornøjelser. Han kan godt lide og følger med i fodbold, håndbold og mange andre sportsgrene, men det vigtigste har været at vise sin støtte – særligt som viceformand for naalakkersuisut, mener han:
- Jeg mener, at det er meget vigtigt at landets ledere viser deres opbakning, når det gælder begivenheder, der er så sjældne som denne.
Erik Jensen er ikke enig i Anna Wangenheims kritik af, at han rejste privat på skatteydernes bekostning. Af samme grund afviser han derfor også at betale pengene tilbage:
- Jeg mener ikke, at jeg rejste privat. Jeg er derfor ikke enig i beskyldningen om, at jeg ikke skulle have været sparsommelig. Og det ærgrer mig meget, at man vil dreje diskussionen derhenad. Det vil være meget ærgerligt, hvis et samlet sportsholds opbakning fra et helt land skal drejes til at være beskidt.