Qulaarpaa Spænd livremmen ind for selvstændigheden
Beskær de offentlige budgetter, drop hjemtagelsen af sagsområder og sæt de sparede penge i banken. Det er opskriften på selvstændighed, lyder det fra økonomiprofessor.
Selvom politikerne glæder sig over uigenkaldeligt at have sat bevægelse i selvstændighedsslæden, så er sporet til økonomisk selvbårenhed fortsat uklart.
Det offentlige forbrug stiger og administrationen vokser. Og det er den helt forkerte vej i forhold til den plan økonomiprofessor Lars Lund har.
Reducer den offentlige sektor
Han foreslår, at politikerne strammer bæltet ind og sætter en del af bloktilskuddet ind på en konto. Spar en masse penge op, som på sigt kan give en stor renteindtægt. Men det kræver prioriteringer.
- Det kan man jo kun, hvis man beslutter sig for at reducere den offentlige sektor, siger Lund.
LÆS OGSÅ Stor opgave er blevet endnu større med ny finanslov
Lund har tidligere i år lavet en rapport om offentligt forbrug i samarbejde med den pensionerede grønlandske embedsmand og politolog Jakob Janussen, som konkluderer, at der venter en stor udfordring.
Grønlands offentlige forbrug er enormt, og skal man bare ned på niveau med Danmark..
- Så skal man faktisk reducere det offentlige forbrug med 30 procent, siger han.
Pengene skal findes et andet sted
Altså skal man skærer en tredjedel af budgettet til for eksempel uddannelsesområdet og socialområdet, hvis man vil frigøre sig økonomisk af bloktilskuddet.
- Med forenklinger og med rationaliseringer, så skal man skære meget ned på det offentlige forbrug, siger økonomiprofessoren.
Situationen er, at to tredjedele af de penge, der kommer ind til landet kommer fra Danmark, mens cirka en tredjedel kommer fra eksport af fisk.
LÆS OGSÅ Gem til de regnefulde dage
De penge skal findes andet steds, hvis Grønland skal have en selvbåren økonomi og gøre alvor af selvstændighedsrejsen.
Fast indtægt
Lige nu kommer der en fast indtægt via bloktilskuddet. Og selvom det bliver meget hårdt, mener Lars Lund at muligheden er, at spare op af disse midler i en uafhængighedsfond, som kan dække nogle af de tabte indtægter, når bloktilskuddet falder bort.
- Der vil man så have renterne fra denne fond, og man vil have de eksportindtægter man har til rådighed fra fiskeri og turisme, siger han.
LÆS OGSÅ Eksporten er steget med 377 millioner kroner
Lars Lund, er i dag er professor emeritus ved CBS og har tidligere været 6 år ved Ilisimatusarfik, blandt andet som institutleder.