Socialdemokraterne smider Aleqa på porten
Den socialdemokratiske gruppe i Folketinget har valgt at opsige samarbejdet med Aleqa Hammond, efter at hun er blevet ekskluderet af Siumut, som konsekvens af sagen om brugen af Folketingets kreditkort.
Læs også Aleqa: Jeg gi'r ikke op
- Jeg har her til aften (tirsdag. red.) fået oplyst, at vores søsterparti i Grønland, Siumut, har opsagt samarbejdet med folketingsmedlem, Aleqa Hammond, og at Aleqa Hammond har meddelt, at hun ønsker at fortsætte som løsgænger i folketinget, skriver gruppeformand for Socialdemokraterne, Henrik Sass Larsen, i en kommentar til DR.
- Dermed vil hun også skulle udtræde af den socialdemokratiske folketingsgruppe, da medlemskab heraf betinger medlemskab af Siumut, skriver Henrik Sass Larsen.