Slædekuske skal dokumentere vaccine

Alle slædehundeejere skal sørge for at vaccinere deres hunde to gange, før de kan skrive sig op på deltagerlisten i det kommende hundeslædevæddeløb. Det understreger Avannaata Kommunia.
Foto © : Flickr Creative Commons/fgeoffroy
31. januar 2018 07:06

- Hundesyge har været i udbrud før. Derfor har kommunen, i samarbejde med veterinærmyndigheden besluttet, at forebygge hundesyge, siger fagchef for Anlæg og Miljø i Avannaata Kommunia, Mathias Mølgaard.

Slædehundeejere skal sikre sig, at deres hunde er vaccineret to gange, før hundeslædevæddeløbet, Avannaata Qimussersua. Og det skal stå på sort og hvidt.

LÆS OGSÅ Qaasuitsup Kommunia opretter nyt vaccinelager

- Hvis de ikke har dokumentation på det, så skal hundene vaccineres forfra.

Det er lovpligtigt, at alle slædehunde i landet bliver vaccineret. Alle vacciner til slædehunde og fåreholderhunde bliver betalt af Selvstyret.

Høj risiko for smitte

Der er en god grund til, at man kræver, at alle hunde, der kommer udefra er beskyttede, siger distriktsdyrlæge Sanne Eline Wennerberg:

- Hundesyge smitter rigtig meget og rigtig hurtigt. Og især når der er så mange hunde, der kommer alle mulige steder fra, så ved man, at der er høj risiko for smitte. 

De to forskellige vaccinationer, som Avannaata Kommunia og veterinærmyndigheden kræver, dækker både hundesygdommen parvovirus og rabies.

LÆS OGSÅ Deltagelse til Avannaata Qimussersua kræver vaccine

Den første vaccination kan hundene få frem til den 2. februar. Den næste, som er en opfølgning på den første vaccine, bliver uddelt i uge 9.

- Også selvom du ikke skal deltage i væddeløbet, så skal du få dine slædehunde vaccineret hos kommunen, understreger formand for hundeslædeforeningernes landsorganisation, Mikkel Jeremiassen, og tilføjer:

- Og som slædehundeejer, er det dit ansvar og sørge for at dine hunde er sikret.