Selvstyrejet virksomhed i stort millionunderskud

Den selvstyreejet, erhvervsfremme virksomhed Nalik Ventures gik ud af 2022 med et underskud på 82 millioner kroner. Selskabet kalder selv resultatet for utilfredsstillende.
Grønlands Selvstyre ejer flere virksomheder. Et af dem, Nalik Ventures, måtte sande et millionstort underskud i 2022. Bestyrelsesformanden holder dog fast i, at virksomheden skal turde tage nogle risici. Foto © : Naalakkersuisut
Skrevet af Martin Pedersen
25. maj 2023 13:00

Nalik Ventures, der er ejet af Grønlands Selvstyre, har udgivet deres årsrapport onsdag. Den viser, at selskabet gik ud af 2022 med et underskud på 82 millioner kroner.

Virksomheden rådgiver og finansierer iværksættere, nyopstartede og allerede veletablerede virksomheder.

Underskuddet kan tilskrives flere ting.

Det, der fylder mest, er nedskrivninger på mineselskabet Greenland Ruby på i alt 33 millioner kroner.

Nedskrivninger er, når man reducerer værdien. Man skriver altså ind, at noget er mindre værd.

Derudover har man også mistet et såkaldt skatteaktiv, som der er nedskrevet med 26 millioner, mens der har været et underskud på selve driften af Nalik Ventures på 12 millioner kroner. 

"Ikke godt nok"

Og det store underskud anses også som værende utilfredsstillende, lyder det fra bestyrelsesformand Miki Lynge.

- Det er aldrig godt nok at have et driftsunderskud, lyder det fra Miki Lynge til KNR.

Han begrunder det store underskud med, at virksomheden arbejder med en bestemt risiko i den måde, man driver forretningen på.

Nalik Venture kører med, hvad Miki Lynge kalder en risikovillig kapital, hvor der med de investeringer, der laves, er en risiko for, at man taber penge.

- Vi forsøger at hjælpe samfundet ved at investere i selskaber. Det gælder blandt andet for Greenland Ruby, hvor vi har sat midler i, i håb om at det vil gavne samfundet med arbejdspladser og nye erhvervsmuligheder. Det er en del af de ting, venturekapital kører på, siger bestyrelsesformanden.

Ny strategi

I forhold til fremtiden adskiller Miki Lynge helst underskuddet i, hvad der skyldes driften af selve Nalik Ventures og de investeringer, som ikke altid giver pote, og som virksomheden derfor kan tabe penge på.

- Vi er nødt til at tage de risici en gang i mellem i håbet om, at vi er til gavn for hele samfundet. Det er derfor Nalik Ventures er sat i verden af ejerne.

Miki Lynge fortæller også, at virksomheden er i gang med at omlægge deres strategi, så den er i overensstemmelse med mulighederne i landet - blandt andet de nye lufthavne.

Til generalforsamlingen holdt Múte B. Egede, formand for Naalakkersuisut, en tale, hvor han blandt andet udtrykte utilfredshed med årets resultat.