Kim Leine: Selvstændighedsdebatten er som et sort hul

Koloniseringen og kristendommen har hovedsageligt været positive for Grønland, mener forfatter Kim Leine, som i en ny roman skildrer starten af kolonitiden i Grønland. Men i dag suger debatten om kolonitiden, følelser af skyld og ønsket om selvstændighed alt ned i et sort hul – og det skal brydes, mener han.

Fredag udkommer den dansk-norske forfatter Kim Leine med en opfølger om Grønlands kolonitid under titlen ”Rød mand / Sort mand”.

Romanen starter i 1724 - tre år efter missionæren Hans Egede ankom til Godthåb og har Hans Egede og den grønlandske åndemaner Aappaluttoq som hovedfortællere.

Aappaluttoq er den grønlandske modvægt til Hans Egedes og andre danske præsters erindringer fra kolonitiden, som romanen til dels baserer sig på.

LÆS OGSÅ TV: Kim Leine konfronterer sin fortid i Nuuk

Leine: Kolonitiden har ført gode ting med sig

Med romanen ønsker Leine at fortælle om de første år i mødet mellem danskere og grønlændere. Et møde, der helt overordnet har været positivt for Grønland, mener forfatteren.

- Set nøgternt fra vores tid tror jeg, at mødet har været gavnligt fra begge parter. Og kristningen af Grønland, mener jeg, har været en god ting på mange måder. Som Aappaluttoq siger i bogen: 'Jeg tror, det er en god ting, at danskerne kommer her med deres kristendom. De kommer bare på den forkerte måde’.

LÆS OGSÅ Kim Leine nomineret til fornem litteraturpris

Blandt de mest positive ting er kristendommen, som ifølge Kim Leine førte grønlænderne ud af et meget hårdt liv som hedninge og førte skriftsproget med sig. Og det har haft afgørende betydning for, at grønlandsk sprog og kultur i dag er bevaret.

- Der sker jo det forunderlige og mirakuløse næsten, at alle grønlændere lære at læse og skrive i løbet af 1700-tallet. Og det fører jo til et kulturspring, hvor man gennem skriftsproget lærer at tale om sig selv og forstå sig selv gennem skrift og give det videre til næste generation og kommunikere over længere afstande.

Leine: Grønland mangler en modig politiker

Men koloniseringen har ikke været ren fornøjelse, erkender Leine. For skiftet til kristendommen og en vestlig kultur gik for stærkt og satte dybe ar i sjælen gennem generationer.

- Man har vundet en hel del, men man har også mistet noget, og det tab, man har lidt lige der i kulturspringet, tror jeg, man stadig lider under i Grønland, siger han.

Det viser sig især i debatten om et selvstændigt Grønland, som bunder i, at man i Grønland anklager Danmark for fortiden, og man i Danmark skammer sig over koloniseringen af Grønland, mener Leine.

LÆS OGSÅ Kim Leine skriver ny bog om Grønland

- Det virker som om, at selvstændighedsdebatten bliver et sort hul i debatten, der trækker alle emner til sig. Sådan at diskussionen om sociale problemer og økonomiske problemer og planer bliver suget ned i det sorte hul, der hedder: ’Vi skal have selvstændighed, og det er danskernes skyld’. Og den tildeling af skyld til danskerne – for danskerne tager det jo til sig – er sådan en maskine, der bare kører og kører og kører. Og det har man brug for at komme ud af, tror jeg.

Ifølge Kim Leine kan det bedst ske, hvis en grønlandsk politiker tør sætte dato på tidspunktet for selvstændighed. Også selv om det vil betyde et markant fald i samfundets velstand.

Den sidste bog i trilogien om kolonitiden kommer til at foregå i slutningen af 1800-tallet og vil udkomme om nogle år, forventer Kim Leine.

Kommentarer

inatsisartut-sal-sep2019.jpg

Inatsisartuts Efterårssamling



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt