Kim Leine skriver ny bog om Grønland

Succesforfatteren Kim Leine er i gang med at skrive en ny bog om Grønland, der skal efterfølge Profeterne i Evighedsfjorden, der er trykt i 110.000 eksemplarer i Danmark.
Foto © : Gyldendal
Skrevet af Kenneth Elkjær
11. januar 2017 14:19

Den dansk-norske forfatter har udgivet flere bøger om Grønland, hvor han har boet af flere omgange. Men det var 'Profeterne i Evighedsfjorden', der gjorde ham til et stort forfatternavn i Danmark og udlandet, da den blev udgivet i 2012.

Netop nu er han i gang med en to'er i det, Kim Leine selv kalder sin 'missions-trilogi'. Det fortæller han til KNR.

Den nye bog foregår i årene fra 1728-1735, hvor det danske kongerige anlægger kolonien Godthåb, hvor Nuuk ligger i dag. Cirka 70 år før handlingen i den første bog.

Danmark sender blandt andet tolv mandlige og tolv kvindelige straffefanger til Grønland. De er forinden blevet sat sammen i tolv tvangsægteskaber, og de skulle være med til at grundlægge det moderne Grønland. 

- Og det endte selvfølgelig i en forfærdelig katastrofe, siger Kim Leine.

LÆS OGSÅ Kim Leine vandt Nordisk Råds litteraturpris

De fleste af straffefangerne dør af turberkulose, skørbug og andre sygdomme. Samtidig bliver den grønlandske befolkning i området ramt af en koppeepidemi, der koster hovedparten af befolkningen livet.

- Det ender jo i et totalt kollaps, og det er ikke blevet beskrevet særligt detaljeret i de forskellige historiebøger, og jeg synes, at den periode kunne havde godt af at blive trukket frem i lyset, siger forfatteren.

I Kim Leines kommende bog spiller den berømte og berygtede missionær Hans Egede en af hovedrollerne sammen med åndemaneren Aappaluttoq.

LÆS OGSÅ Mindst fem stjerner til Kim Leines nye bog

Det er de to personer, der gemmer sig bag arbejdstitlten 'Rød mand - Sort mand'; Hans Egede som den sorte mand og Aappaluttoq er den røde, som navnet også antyder.

- De bliver ærkefjender i bogen, og det bliver det danske og grønlandske, der kæmper mod hinanden, siger Kim Leine om sin nye bog, der udkommer i 2018. 

Indtil videre har han skrevet første udkast til bogen. Det kommende år skal bruges på at rette og redigere de 500 sider, inden den sendes til tryk. I weekenden var Kim Leine i Nuuk, hvor han researchede på de fysiske forhold i byen. Det blev blandt andet til et besøg ved Hans Egedes Hus og Nationalmuseet.

Kim Leine

Startede sin karriere med at skrive bogen Kalak, der handler om hans eget livs op- og nedture i Danmark og Grønland.

Han har også skrevet bøgerne Tunu, Profeterne i Evighedsfjorden og De Søvnløse, der alle handler om Grønland. Derudover har han skrevet flere andre bøger, heriblandt to børnebøger.

Kim Leine har selv boet i Grønland i 15 år, fordelt over flere ophold. Han har blandt andet arbejdet som stationssygeplejerske i Kulusuk i fem år.