Samlet opposition kritiserer Naalakkersuisut: Ingen sammenhold mod bekæmpelse af corona

Oppositionen er ikke de eneste, der ikke forstår coronareglerne. En lang række af organisationer har overfor KNR påpeget det samme gang på gang.
De fire underskrivere på brevet er fra venstre Aqqalu Jerimiassen formand for Atassut, Hans Enoksen, formand for Partii Naleraq, Múte Borup Egede, formand for Inuit Ataqatigiit, og Tillie Martinussen, der er formand for Samarbejdspartiet.  Foto © : Malik Brøns
Skrevet af Christine Hyldal
12. august 2020 09:35

Inuit Ataqatigiit, Partii Naleraq, Atassut og Samarbejdspartiet har en samlet erklæring til Naalakkersuisut: De føler sig kørt over af Naalakkersuisut, som oppositionen mener, ikke lytter til dem. 

De mener også, at coronareglerne i forhold til forsamlinger er rodede og ikke hænger sammen.

- Bekæmpelsen mod covid19 i vores land er kommet i en kritisk fase både dagligdags, sundheds og erhvervsmæssigt øjemed, lyder det fra oppositionen i et åbent brev til Naalakkersuisut. 

LÆS OGSÅ KNAPK og GE: Naalakkersuisut laver beslutninger hen over hovedet på os

- Vi mener, at Naalakkersuisuts arbejde med blandt andet bekendtgørelser er blevet rodet og ikke hænger sammen. Dette har vi flere gange ellers påpeget uden dette bliver hørt.

Regler for forsamlinger

 

Ind til 31. januar 2021 må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.

 

Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:

 

"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."

Oppositionen er ikke de eneste, der ikke forstår coronareglerne. En lang række af organisationer har overfor KNR påpeget det samme gang på gang.

Intet svar fra naalakkersuisut

Frem til den 31. januar må der ikke samles mere end 100 mennesker indenfor, og mere end 250 mennesker må ikke samles udenfor. Man må heller ikke deltage i et arrangement, hvis man kommer fra en anden kommune – medmindre man er politiker – så må man nemlig gerne. 

For eksempel holder Siumut landsmøde i Ilulissat 4.-6. september med 68 deltagere fra det meste af landet. 

Men ordlyden i bekendtgørelsen er vag. Ifølge den gælder de midlertidige restriktioner ikke ”for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed”. Og det er især det, som en lang række organisationer som idrætsorganisationer, forfatterforeningen, musikerforbundet, kulturhuse og flere andre i mange dage har kritiseret overfor KNR. 

LÆS OGSÅ Katuaq er frustreret over coronaregler: Vi forstår ikke hvad vi må og ikke må

KNR har i flere dage forsøgt at få svar fra både formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S) og naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim (D). Vi vil gerne have svar på, hvordan man skal fortolke reglerne og hvem, der helt præcist må hvad – men vi har trods flere forespørgsler ikke fået noget svar. 

Og nu efterlyser oppositionen altså også svar: 

- Tingene er uholdbare. Og vi kan via medierne se, at organisationerne i landet også oplever dette. Kort sagt: Der er ingen sammenhold i bekæmpelsen af covid19, skriver de i det åbne brev.

Stærkt kritisk

- Vi vil minde Naalakkersuisut om, at Inatsisartut under den ekstraordinære samling i foråret lavede bemyndigelser til Naalakkersuisut også krævede, at Naalakkersuisut skal inddrage alle partier tæt under beslutningsprocesserne, lyder det fra oppositionen i det åbne brev.

- Dette er ikke sket, og Naalakkersuisut er mere og mere på vej til, at arbejde helt ved siden af Inatsisartuts krav. For partiledermøderne er endt med at være kun informationsmøder om allerede besluttede emner fra Naalakkersuisut, som bliver offentliggjort.

Selv om det ikke er tilladt at rejse på tværs af kommunegrænser for at deltage i arrangementer, der kræver tilmelding, blev landet åbnet for folk udefra i midten af juli. 

LÆS OGSÅ Frederik Elsner og Ole K på turné på trods af coronaregler: Det har vi fået lov til

Det vil sige, at der ingen restriktioner er på indrejse (medmindre man rejser ind fra Færøerne og Island, som nu er kategoriseret som karantænelande). Og det faktum har musikerforbundet tidligere påpeget overfor KNR, som noget rigtig skidt, fordi det forhindrer dem i at turnere. 

Oppositionen svært ved at begribe reglerne:

- Vi vil gerne påpege, at det er kritisk, at man åbner nærmest helt op udefra mens man giver stærke restriktioner internt i landet. For lige nu stiger smittetrykket i Danmark, som vi bør være opmærksomme på, lyder det fra IA, Atassut, Parti Naleraq og Samarbejdspartiet. 

Det åbne brev er underskrevet af Múte Borup Egede, formand for Inuit Ataqatigiit, Hans Enoksen, formand for Partii Naleraq, Aqqalu Jerimiassen formand for Atassut og Tillie Martinussen, der er formand for Samarbejdspartiet.