Katuaq er frustreret over coronaregler: Vi forstår ikke hvad vi må og ikke må

Kulturhuset Katuaq savner klare regler for, hvad kulturhuset må og ikke må i en coronatid. Regler som i Danmark efterlyses.
- Vi har været i kontakt med mange forskellige kunstnere og personer. Vi ringer tit til Selvstyret og spørger: Hvis vi nu gør sådan her, er det så muligt?. Det har vi gjort mange gange, siger Arnakkuluk Jo Kleist. Foto © : Katuaq
Skrevet af Malik Brøns
10. august 2020 06:41

I Danmark må der højst samles 100 personer i det offentlige rum. Men Kulturministeriet har samlet de danske kulturrepræsentanter og lyttet til, hvad de havde at sige - og det er der kommet en række retningslinjer ud af. 

For eksempel må 500 mennesker deltage i et arrangement, hvis der er tomme pladser imellem dem. 

LÆS OGSÅ Grønlands Erhverv kritiserer selvstyret: Coronaregler er ulogiske

Her i landet er det anderledes. Frem til den 31. januar næste år må der være op til 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor må der være max 250 - og man må ikke deltage i arrangementer, hvis man skal krydse en kommuengrænse for at nå frem.

Uudnyttede kvadratmeter

Og dét frusterer direktøren i Katuaq, Arnakkuluk Jo Kleist.

Hun efterlyser lignende og klarerer regler på kulturområdet her i landet. Der er nemlig masser af plads i det grønlandske kulturhus i Nuuk.

Fakta om Katuaq:

 

Kulturarrangementer er Katuaqs primære opgaver som kulturhus.

  • Katuaq driver egen café og er også et møde- og konferencested.
  • Katuaq samarbejder med mange forskellige foreninger, virksomheder, organisationer og enkeltpersoner indenfor kulturlivet.
  • Katuaq får en årlig driftsbevilling fra Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq. I år lyder bevillingen på i alt 10,2 mio. kr.

 

Kilde: Katuaq

 

Siden marts har Katuaq aflyst og ændret mange arrangementer. Der bliver holdt koncerter og foredrag og vist film nu, men antallet af gæster skal være under 100. 

- Vi har et stort hus, som kan have mange gæster, for eksempel i yderrummet kan der være op til 1200 mennesker. Men restriktionerne om at vi kun må have 100 mennesker indenfor, har selvfølgelig en konsekvens for vores arrangementer og planlægning, siger Arnakkuluk Jo Kleist.

Der er plads til 500 mennesker i biografsalen – Hans Lynge Salen.

Hun er også bekymret for, hvor længe restriktionerne skal vare. Indtil videre har Naalakkersuisut forlænget datoen til den 31. januar 2021.

- Det er spændende, hvor længe reglerne vil gælde - nu har de forlænget dem til den 31. januar. Det er svært, og det går ud over vores planlægning.

Presset økonomi

Før coronakrisen slog til i marts, regnede ledelsen i Katuaq med et underskud på 715.000 kroner for 2020.

Men ifølge Katuaqs seneste beregninger før sommerferien forudser kulturhuset nu et underskud på 1,5 millioner kroner. Det er over det dobbelte af, hvad man forventede før. 

LÆS OGSÅ Politikerne må samles: Men må forfatterforeningen så holde generalforsamling?

Hvordan skal vi planlægge?

Katuaq har siden coronakrisen peget på Selvstyret i håb om en løsning for deres arrangementer.

- Vi har løbende givet meldinger til Selvstyret og kommunen, så de kunne følge med i, hvor vi står henne. Det, vi mangler, og har manglet fra starten, er, at der bliver givet klare informationer. Hvordan kan vi planlægge i fremtiden?. siger Arnakkuluk Jo Kleist.

Klarer informationer vil betyde, at kulturhuset medarbejdere slipper for hele tiden at spørge om, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt.

- Vi har været i kontakt med mange forskellige kunstnere og personer. Vi ringer tit til Selvstyret og spørger: Hvis vi nu gør sådan her, er det så muligt?. Det har vi gjort mange gange, siger Arnakkuluk Jo Kleist.

Selvstyret: Det bliver som det er

KNR har forsøgt at få svar på, om retningslinjerne for kulturområdet skal udvides. Departementet for Kultur har ikke svaret på dét.    

Men afdelingschef Karl Davidsen skriver til KNR, at hvis man er i tvivl om retningslinjerne, så kan de alle sammen findes på landslægeembedets hjemmeside, nun.gl.

Departementet har vurderet, at disse oplysninger, som er de grønlandske myndigheders anbefalinger, er gældende for hele samfundet herunder kulturinstitutioner.