Ny lov om vold vedtaget: Sår på sindet sidestilles med blå mærker

Folketinget har vedtaget et lovforslag, der gør psykisk vold kriminelt i Grønland.
En partner eller forælder som igen og igen fortæller dig, at du ikke er noget værd eller ikke fortjener kærlighed, kan kategoriseres som psykisk vold, og er dermed nu ulovligt. Foto © : Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Skrevet af Thor Bill
15. december 2023 10:50

Fra 1. januar vil man kunne anmelde psykisk vold til politiet.

Folketinget har nemlig i går vedtaget en bestemmelse, der kriminaliserer psykisk vold i Grønland.

- Det er en styrkelse af kampen mod vold, at forslaget om at kriminalisere psykisk vold nu er vedtaget. Det markerer, at vold ikke alene er blå mærker, men også sår på sindet, lyder det fra Naaja H. Nathanielsen fra IA, der er naalakkersuisoq for justitsområdet.

Tilbage i starten af maj måned vedtog Inatsisartut et lovforslag om at sidestille psykisk vold med fysisk vold i nære relationer.

Hvad er psykisk vold

Folketinget og Inatsisartut har vedtaget et lovforslag om at sidestille psykisk vold med fysisk vold i nære relationer.

Loven går ud på, at man kan blive straffet for at udsætte en person gentagende gange for groft nedværdigende eller krænkende adfærd, blandt andet ved at udsætte dem for negativ social kontrol.

Nære relationer betyder, at man har boet sammen eller har et nært forhold til hinanden. Det kan for eksempel være en partner eller et familiemedlem.

Et eksempel på psykisk vold kan være en partner eller forælder som igen og igen fortæller dig, at du ikke er noget værd eller ikke fortjener kærlighed. 

Men fordi justitsområdet er under den danske regering, skulle loven altså endeligt vedtages i Folketinget.

- Lovforslaget om psykisk vold kommer på baggrund af et ønske fra naalakkersuisut – ikke mindst fordi psykisk vold kan have store og langvarige konsekvenser for ofrene. Derfor er det godt, at vi nu kriminaliserer psykisk vold i Grønland, så vi med kriminalloven også sender et klart signal om, at psykisk og fysisk vold er ligestillet, har den danske justitsminister, Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet, udtalt i en pressemeddelelse.

Psykisk vold kan komme til udtryk på mange måder. Man kan opleve, at man bliver nedgjort, ydmyget, krænket, manipuleret, truet eller isoleret.

Psykisk vold blev gjort ulovligt i Danmark i 2019.