Inatsisartut vil gøre psykisk vold ulovligt

Flere partier sagde under debatten om psykisk vold i Inatsisartut, at de ønsker en oplysningskampagne omkring de nye regler, hvis loven vedtages.
Samtlige partier i Inatsisartut støtter op om forslaget og har sendt det videre til behandling i lovudvalget inden anden behandling i Inatsisartut. Foto © : Malik Brøns / KNR
02. maj 2023 16:38

I dag har Inatsisartut førstebehandlet et lovforslag om at sidestille psykisk vold med fysisk vold i nære relationer.

Altså at man kan blive straffet for at udsætte en person gentagende gange for groft nedværdigende eller krænkende adfærd, blandt andet ved at udsætte dem for negativ social kontrol.

Nære relationer betyder, at man har boet sammen eller har et nært forhold til hinanden. Det kan for eksempel være en partner eller et familiemedlem.  

Samtlige partier i Inatsisartut støtter op om forslaget og har sendt det videre til behandling i lovudvalget inden anden behandling i Inatsisartut.

- Det kan have store konsekvenser for den personlige frihed og mentale helbred at være udsat for psykisk vold. Effekterne af psykisk vold kan være langvarige, sagde naalakkersuisoq for råstoffer og justitsområdet, Aqqaluaq B. Egede, da han fremsatte lovforslaget.

Befolkningen skal informeres

Under debatten i Inatsisartut påpegede flere partier, at det var vigtigt at lave informationskampagner, hvis loven bliver vedtaget.

- Vi mener, at det er nødvendigt med borgeroplysningskampagne op til forslagets tiltræden. Det er vigtigt, at borgerne får kendskab til deres nye rettigheder, sagde Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit.

Naleraq bakkede også op om ideen.

- Det er vigtigt, at vi får en oplysnings- og informationskampagne. Det er vigtigt, at befolkningen ved, hvad lovforslaget indebærer, sagde Pele Broberg formand for Naleraq.

Naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede, som fremsatte forslaget påpegede, at det er nødvendigt at finde penge til en oplysningskampagne.

- I forhold til oplysningskampagne skal udvalget først tage stilling til, om man kan igangsætte lovforslaget og så senere finde ud af, om den danske regering har en pose penge med til oplysningskampagne.

Justitsområdet er under den danske regering, derfor skal loven endeligt vedtages i Folketinget. Psykisk vold blev gjort ulovligt i Danmark i 2019.

Forslaget skal anden behandles i Inatsisartut 23. maj.