Rusland vil forhandle om Nordpolen til efteråret
Grønland, Danmark og Rusland har gjort krav på de samme områder i arktis overfor FN og nu vil Rusland så forhandle om en foreløbig afgrænsning i de store arktiske havområder.
I midten af august præsenterede Grønland og Danmark i fælleskab et krav på store havområder omkring Grønland og Nordpolen overfor FNs Sokkelkommision, der skal afgøre, hvilke lande der har et retligt krav på ressourcer og fiskeri i områderne.
Læs også Rusland gør krav på kontinentalsoklen nord for Grønland
Men flere andre lande gør krav på de samme områder og blandt dem er Rusland, som også gør krav på nordpolen og et stort område, der overlapper det grønlandsk/danske krav.
Og derfor vil Rusland nu indlede forhandlinger med Danmark om en foreløbig grænse forud for FNs behandling af landenes overlappende krav.
Læs også Grønland og Danmark gør krav på Nordpolen og store havområder
Under et møde mellem Ruslands præsident Vladimir Putin og den russiske minister for miljø og naturressourcer, Sergei Donskoy siger miljøministeren, at det vil være fornuftigt for rusland at indlede forhandlinger med Danmark om en foreløbig afgrænsning af de tilstødende territorier. Det fremgår af russernes egne mødereferater.
Det skulle ifølge ministeren blandt andet give en hurtigere og bedre behandling af kravene hos FN.
Læs også Danske medier: Russisk krav er et opråb til Danmark
- Med en aftale om en foreløbig afgrænsning kan vi bedre sikre, at undersøgelserne af de geologiske krav bliver gennemført korrekt for at undgå yderligere konflikter om retten til områderne. Og det vil være godt med forhandlinger allerede i efteråret, siger Sergei Donskoy i en udskrift fra det russiske møde.
Læs også Greenpeace om russisk krav: Fuldstændigt surrealistisk kapløb
Områderne som Grønland, Danmark og Rusland gør krav på indeholder formentlig store mængder råstoffer og muligheder for fiskeri og derfor har det stor betydning, hvem der får retten til de store havområder.
Behandlingen af landenes krav kan vare flere år og efter behandlingen er det op til de enkelte lande med overlappende krav at forhandle de endelige afgrænsningsaftaler.