Royal Greenland kan være på vej mod privatisering

Indledende tiltag er begyndt i forhold til en mulig privatisering af landets største selskab Royal Greenland.
Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Mathies Hvid Toft
24. marts 2019 11:40

Naalakkersuisut er gået ind i den forberedende fase for at privatisere Royal Greenland.

Det skriver Sermitsiaq.AG.

Søren Hald Møller, der er departementschef i Formandens Departement, oplyser til mediet, at departementet har fået til opgave at analysere muligheder og konsekvenser ved en privatisering af den selvstyreejede fiskerikoncern.

Opgaven blev defineret i dialogen mellem Naalakkersuisut og Demokraatit i forbindelse med udarbejdelsen af Fiskerikommissionen, som forslaget altså ikke blev en del af.

LÆS OGSÅ Royal Greenland vil starte forsøgsfiskeri efter asiatisk delikatesse

I et mødereferat fra den 8. marts besluttede Naalakkersuisut på et møde, ”at opgaven vedrørende privatisering af Royal Greenland tages ud af kommissoriet, og forankres under en relevant ressortmyndighed”.

Det blev altså Formandens Departement.

Royal Greenland beskæftiger globalt omkring 2500 og har i de senere år leveret betydelig økonomisk fremgang.

I 2017 omsatte koncernen for 5,6 mia. kr. og leverede et overskud på 129 millioner kroner.

Royal Greenland er Grønlands og Rigsfællesskabets største fiskeriselskab.