Royal Greenland har afværget Kina-katastrofe i denne omgang

I januar frygtede Royal Greenland, at salget til Kina ville fryse fast under covid-19 pandemien. Så galt er det ikke gået.
En stor del af det hellefisk, som Royal Greenland sælger, ender i Kina. Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Mathies Hvid Toft
06. maj 2021 10:59

Året var lige var begyndt, men restriktioner var allerede ved at klemme alt luft ud af Royal Greenlands milliardsalg til Kina.

Kinas importregler i forbindelse med covid-19 blev så omfattende, at salget reelt gik i stå med opfyldte fryselagre i Europa og Kina, og det betød langt flere fisk, end der var efterspørgsel på.

I januar frygtede Royal Greenlands salgsdirektør, Bruno Olesen, at situationen ville fortsætte sådan i månedsvis med katastrofale konsekvenser for selskabet og i sidste ende mange af Grønlands fiskere.

Så galt er det ikke gået, når talen falder på salget af hellefisk. Restriktionerne er nemlig ikke så strikse længere i Kina.

- Jeg tror, at man både nationalt og lokalt i Kina har indset, at man er nødt til at sikre en form for fri bevægelighed, når først varerne er nået til Kina, forklarer han.

LÆS OGSÅ Alvorlig krise i eksport til Kina: Hellefisk og rejer for millioner hober sig op

I marts efter kommunistpartiets partikongres begyndte myndighederne for alvor at løsne op for importen.

- Køerne i havnene er forsvundet, så man får hurtigere varerne ind og stillet til rådighed for kunderne, siger Bruno Olesen.

Har det fundet et håndterbart leje?

- Ja, men det er stadigvæk behæftet med væsentlige omkostninger for importørerne at sikre, at det tjek, der skal foregå, nu også sker. Importørerne skal betale i havnene for det, og de skal betale i frysehusene.

LÆS OGSÅ Fiskeorganisation: Eksport til Kina er virkelig risky business lige nu

Bruno Olesen vil ikke komme ind på, hvad hele situationen hidtil har kostet Royal Greenland, før koncernens kommende regnskab er offentliggjort.

Prisen på skalrejer halter efter

Selvom der igen er ved at være ilt tilbage i salget af hellefisk, så hiver salget af skalrejer stadig efter vejret i Kina. Det er alvorligt.

- På skalrejer er det stadig særdeles problematisk, men vi kan se, at efterspørgslen begynder at vende tilbage. Vi oplever, at priserne stadigvæk er under et meget stort pres, siger Bruno Olesen.

LÆS OGSÅ Coronakrisen: Royal Greenland opretter stor finansiel stødpude for at sikre selskabet

I det hele taget er situationen stadig ganske alvorlig for Royal Greenland. Den har bare rykket sig fra noget, der kunne være en katastrofe til at være problematisk.

- Priserne er stadigvæk er lave. Det er simpelthen nødvendigt, at vi får nogle bedre priser på markedet, og det kan først ske, når der er bedre balance mellem udbud og efterspørgsel, siger Bruno Olsen.

Salg til Rusland og USA luner

En del af Royal Greenlands overordnede strategi er at sprede salget ud på flere store markeder, så koncernen ikke er så sårbar, når salget til et enkelt land svigter. Præcis som det skete i Kina.

Det er en strategi, som Royal Greenland har arbejdet efter i flere år, og det har resulteret i et salgskontor i Nordamerika. Siden januar har man sat yderligere blus på den indsats.

- Vi har ansat en direktør på kontoret i USA, der er ved at øge vores salg. Derudover skal der også færdiggøres en opgradering af vores salgskvarter i Nordamerika, så vi får flere sælgere på i det marked, siger Bruno Olesen.

LÆS OGSÅ Direktør forventer plus for Royal Greenland trods stort milliontab

Samtidig har Royal Greenland sparken døren op til det russiske marked, der længe har været i nedgang, fordi de russiske fiskere selv fiskede til en stor del af det russiske skalrejeforbrug.

- Det har været med til at understøtte vores flow af skalrejer, fordi man stadig har et stort marked for skalrejer i Rusland, siger Bruno Olesen.

Han forventer mere normale tilstande også på skalrejer til august.