Alvorlig krise i eksport til Kina: Hellefisk og rejer for millioner hober sig op

Nye omfattende restriktioner i Kina sætter en prop i fiskeeksporten. Det er et kæmpe problem, lyder det fra branchens største aktører, der har varer strandet for store millionbeløb.
De kinesiske myndigheder har tidligere fundet coronavirus på fisk fra Norge og Sydamerika. I sidste uge fandt myndighederne dog spor af coronavirus på fisk sendt fra Danmark. Det er uvist fra hvilken virksomhed, og lige nu får det ikke konsekvenser for den generelle eksport af fisk fra Danmark og herfra. Foto © : PR. Royal Greenland
Skrevet af Mathies Hvid Toft
22. januar 2021 10:34

Kina har løbende skærpet reglerne, som fiskeselskaber skal leve op til, når de eksporterer til det enorme land. Det hele som en konsekvens af covid-19 pandemien.

Senest har nye regler fra nytår sat en prop i den grønlandske eksport til landet, der er den største aftager af hellefisk og skalrejer.

Jeg har aldrig oplevet noget lignede. Det gælder både karakteren og alvoren, men især alvoren, Bruno Olesen, Royal Greenland.

Det betyder, at der lige nu er strandet fiskevarer for et trecifret millionbeløb i fryselagre herhjemme, i Danmark og i Europa. Det fortæller en bekymret bestyrelsesformand i Polar Seafood, Henrik Leth.

- Kina er et utroligt vigtigt marked, og Fjernøsten har jo i vid udstrækning overtaget Europa som det største marked for skalrejer og hellefisk. Derfor er det et meget vigtigt marked at have åbent, og det betyder meget for os, at vi kan få vores varer derud. Den nuværende situation er et stort problem, siger han til KNR.

Har aldrig oplevet noget lignende

Også Royal Greenland mærker krisen i eksporten til Kina. Koncernens salgsdirektør, Bruno Olesen, tøver ikke med at sætte fed streg under alvoren.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignede. Det gælder både karakteren og alvoren, men især alvoren. Hvis ikke det her bliver løst, så vil det på et eller andet tidspunkt kunne betyde, at man bliver nødt til at reducere indhandlingen væsentligt med de samfundsmæssige konsekvenser, det kan have i Grønland, siger han.

Foto © : Royal Greenland

Bruno Olesen understreger, at situationen slet ikke er så alvorlig endnu - men der er en reel risiko for det.

Lige nu vurderer han, at der er skalrejer for omkring 50 millioner kroner i klemme ud af koncernens årlige salg på omkring 300 millioner kroner til Kina.

80 procent af Royal Greenlands hellefisk sælges i Kina, og her er problemerne ikke væsentligste nu, da det er vintersæson, og fiskeriet derved er begrænset indtil sommer.

- Men hvis ikke, at markederne er normaliseret der, så får vi et kæmpe problem på hellefisk også, siger han.

Umuligt at leve op til kravene i Kina

I Kina mener myndighederne, at covid-19 kan smitte via fødevarer, og derfor tjekker man alle fødevarer, der kommer ind i landet. Den proces har løbende grebet om sig siden sommer, hvor myndighederne fandt corona på eksempelvis fisk fra Norge.

LÆS OGSÅ Fiskeindustrien vader ind i 2021 med mørke udsigter

Problemerne er derfor både i Kina og i de regler, som Kina stiller op for eksportører som Polar Seafood og Royal Greenland.

Flere af Kinas store industrihavne er nemlig lukkede og de havne, der er åbne, er under massivt pres. Samtidig skal en container med eksempelvis 25 tons skalrejer fordelt i 5 kilos kasser have tjekket hver enkelt kasse på alle seks overflader, derefter skal det hele desinficeres.

Det fiskeri, vi har på hellefisk og skalrejer lige nu, kommer til at ligge på lagre, Henrik Leth, Polar Seafood.

 

Når varerne er kommet ind i landet, er der restriktioner på, hvor de kan sælges, og lastbiler, der har transporteret udenlandske fødevarer, må ikke køre med kinesiske varer, før de er blevet desinficeret.

- Det har gjort, at alt er gået i stå. Konsekvensen er, at der hurtigt opbygger sig et lagerpres bagud i værdikæden gående fra Kina til Danmark og Europa, forklarer Bruno Olesen.

LÆS OGSÅ Et hårdt år: Fiskerieksporten faldt med over 300 millioner i 2020

Derudover har Kina skruet gevaldigt op for de bureaukratiske krav til fødevareeksportørerne. Det er her, at fiskeindustrien for alvor er kommet i knibe specielt siden nytår, hvor der blev indført meget omfattende krav.

- Nu skal vi for eksempel på hellefisk, hvor vi har 2000 leverandører, angive præcis hvilken leverandør, der har fisket hvilket fisk helt ned til hver enkelt jollefisker. Det kan simpelthen de fakto ikke lade sig gøre, fordi fiskene blandes sammen, når de bliver indhandlet, siger Bruno Olesen.

Situationen eskalerer hele tiden

Det er vanskeligt at afgøre præcis, hvor store mængder fisk, der lige nu ligger og venter på at kunne skibes afsted mod øst for Polar Seafood. Det fortæller Henrik Leth.

- Det er er fordi, at det hober sig op for nu af. Det fiskeri, vi har på hellefisk og skalrejer lige nu, kommer til at ligge på lagre. Tilmed er frysehusene i Europa generelt pressede på grund af manglende afsætning til Kina fra hele den europæiske fiskeindustri, siger han.

De skærpede eksportrestriktioner ind i Kina gælder nemlig for hele verden. Henrik Leth understreger dog, at der er tale om trecifrede millionbeløb.

Det er ikke noget, man gør på få måneder, det tager flere år, siger Bruno Olesen, Royal Greenland.

Lige nu sætter de to fiskerikoncerner deres lid til, at vaccinerne vil lette presset i verden.

- Risikoen for om det løser sig eller ej, hænger fuldstændig sammen med, hvordan corona udvikler sig de næste måneder. For så længe der for alvor er corona i Kina, vil de formentligt blive ved med at opretholde restriktioner, siger Bruno Olesen.

LÆS OGSÅ Grønland og EU indgår ny fiskeriaftale

Både Henrik Leth og Bruno Larsen fortæller, at man naturligvis forsøger at sælge mere til andre markeder. Det er dog svært, fordi Kina har udviklet sig til et af de største markeder for fisk overhoved.

- Hvis cirka 80 procent af en art som hellefisk bliver spist i Kina, så er det svært at få et opdyrket et andet marked. Det er ikke noget, man gør på få måneder, det tager flere år, siger Bruno Olesen.