Royal Arctic Line opnår millionoverskud ‘på trods af en generel nedgang’ i økonomien
Det blev lige præcis muligt for Royal Arctic Line at opnå forventningerne til 2025.
Selskabet kom således ud af sidste år med et overskud på 15 millioner kroner.
Det skriver Royal Arctic Line i en pressemeddelelse.
Forventningerne til året var, at der ville lande et overskud på mellem 15 og 25 millioner kroner, men også at man kunne fastholde samme fragtmængder som i 2024.
- Resultatet er opnået på trods af en generel nedgang i den økonomiske aktivitet i Grønland, hvor især fragtmængderne inden for bygge- og fiskerisektoren har været påvirket negativt, står der i pressemeddelelsen.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvordan omsætningen er blevet påvirket af de faldende fragtrater.
Til gengæld fortæller det selvstyreejet selskab, at de har tilpasset driften og søgt nye aktiviteter uden for deres offentlige bevilling, som har bidraget til overskuddet i regnskabet.
Hårde år for RAL
Selvom omsætningen er steget stabilt fra 2020 til 2024 fra 979 millioner kroner til 1,2 milliarder kroner, så er resultaterne ikke rigtigt fulgt med.
I 2022 kom Royal Arctic Line ud af året med et underskud på 96 millioner kroner før skat, og i 2023 og 2024 landede selskabet et overskud på omkring fem millioner kroner.
I august sidste år kunne selskabet så fortælle, at det første halve år af 2025 var endt med et underskud på 56 millioner kroner.
På en ekstraordinær generalforsamling i oktober, hvor bestyrelsesformanden blev skiftet ud, blev der da også lagt vægt på, hvor stor opgaven er for Royal Arctic Line:
- Du har en stor opgave i at sikre, at landets byer og mindre bosteder får fragt ubesværet og stabilt, udtalte Jens-Frederik Nielsen (D) direkte henvendt til den nye bestyrelsesformand, Inooraq Brandt, ifølge Sermitsiaq.
Stadig høje forventninger til 2026
Det fremgår af pressemeddelelsen fra Royal Arctic Line, at et højere overskud særligt skal være med til at sikre selskabet i fremtiden:
- Koncernens resultat vurderes som acceptabelt i lyset af den økonomiske opbremsning, men ligger dog i underkanten af det forventede for at sikre en tilstrækkelig opsparing til kommende investeringer, står der i meddelelsen.
Selskabet fastholder samme forventninger til 2026 med et forventet overskud på mellem 15 og 25 millioner kroner.
Overskuddet skal danne ‘grundlag for investeringer i flåden, herunder nye pramme og feederskibe specialdesignet til arktiske forhold.