RAL leverer regnskab med stort underskud for 2022

Det blev til et næsten dobbelt så stort underskud som forventet for 2022 for Royal Arctic Line, som afleverede regnskab for året i går.
Det var oprindeligt forventet, at RAL ville levere et underskud på 56-66 millioner kroner. Men dobbeltdrift i Danmark har medført ekstra omkostninger for 30-35 millioner kroner. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
16. maj 2023 12:09

Det var forventet, at der ville være et økonomisk underskud på mellem 56-66 millioner kroner for Royal Arctic Line, da virksomheden har drevet dobbeltdrift i Danmark i årets sidste halvdel.

Men den dobbelte drift i henholdsvis Aalborg og Aarhus Havn i det sidste halvår af 2022 gav altså ekstra udgifter på omkring 30-35 millioner kroner, da man fremrykkede flytningen til Aarhus Havn fra 31. december til medio juni, for at sikre forsyningssikkerheden under de sidste stadier af flytningen.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten, som udkom forud for Royal Arctic Lines generalforsamling mandag.

Et enkeltstående underskud

I pressemeddelelsen oplyser Verner Hammeken, som er administrerende direktør i Royal Arctic Line, at resultatet skal ses i lyset af, at forsyningen skulle beskyttes mod den største omstilling af besejlingen til Grønland siden 1972.

Derudover pointerer han, at omstillingen er overstået og at den daglige drift kan genoptages.

- Vi er ejet af det grønlandske folk og det er befolkningen vi arbejder for. Omkostningen for befolkningen har en stor betydning for hele samfundet. Derfor har det også været vigtigt for os at kunne gennemføre omstillingen uden at indføre prisstigninger, siger Verner Hammeken i pressemeddelelsen.

Derfor oplyser han, at RAL selv har finansieret flytningen fra Aalborg Havn til Aarhus Havn.

Royal Arctic Line beskæftiger 731 medarbejdere inklusiv 33 elever, efter at 87 medarbejdere blev opsagt i forbindelse med ophøret af havneaktiviteter i Aalborg.

Selskabet har monopol på grønlandsfarten, hvilket betyder at selskabet er de eneste, der udbyder transport af varer til og fra Grønland, mod at priser bestemmes politisk.