Jess G Berthelsen: Robotter skal sikre medlemmernes fremtidige beskæftigelse

Robotterne kommer. Det er et faktum, der er svært at undgå. Og det er en udvikling, der skal betragtes som en mulighed, ikke en risiko, lyder det fra SIKs formand, Jess G. Berthelsen.
Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
05. maj 2017 12:37

Der kommer hele tiden flere og nye robotter på fabrikkerne og hos de store seafoodselskaber her i landet, og kun ved at følge med den teknologiske udvikling, kan de grønlandske virksomheder begå sig på et globalt marked. Det konstaterer Jess G. Berthelsen i GEs seneste medlemsblad, Aurora.

Skal lære nyt

Men hvad skal man så med almindelige lønmodtagere, når robotterne rykker ind og kan det hele på den halve tid?

- Robotterne skal jo betjenes, og det er SIK’s medlemmer pokkers gode til. Man kan sige, at robotterne er med til at sikre beskæftigelse, siger Berthelsen til Aurora.

LÆS OGSÅ Manglende arbejdskraft er et nationalt nederlag

Det kommer dog ikke til at ske af sig selv. Medarbejderne skal være klar til at opdatere deres kompetencer til de krav, et arbejdsmarked med robotter kræver.

- Det er klart, at især den ældre generation af lønmodtagere har brug for omskoling og måske grundlæggende indføring i den digitale verden. De unge skal nok klare sig, for de har en helt anden tilgang til digitale muligheder, men for alle er det nødvendigt hele tiden at matche den teknologiske udvikling, siger han til GEs medlemsblad, Aurora.

Topchefer forventer ikke fyringer

Jess G. Berthelsens udlægning af fremtiden på arbejdsmarkedet harmonorer med en undersøgelse, der blev foretaget af IT-konsulentvirksomheden Avanade sidste år.

I undersøgelsen spurgte Avanade 500 topledere og beslutningstagere fra lande som Tyskland og England om, hvorvidt de troede, der ville komme massefyringer som en del af fremtidens digitaliserede arbejdsmarked. Det skrev Computerworld sidste år.

LÆS OGSÅ Forskning skal finde løsning på manglende medarbejdere

91 procent af de adspurgte ledere svarede, at medarbejderne i høj grad skal lære nye kompetencer i takt med, at robotterne og it-løsninger bliver mere udbredt.

Topcheferne forventer til gengæld ikke, at der skal fyres medarbejdere i stor stil, hvis det altså lykkedes for virksomhederne at blive mere effektive og konkurrencedygtige med de nye løsninger.

Ved udgangen af 2015 var 7848 personer her i landet ansat indenfor fiskeri, fangst eller landbrug, viser tal fra Grønlands Statistik.

LÆS OGSÅ RG sender medarbejdere på kursus under produktionsstop