RG-overskud sender 64 millioner i landskassen

Royal Greenland kommer ud af 2017 med et overskud før skat på 253 millioner kroner. Det betyder, at landskassen kan se frem til en kontant overførsel på 64 millioner kroner i udbytte.
Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Karsten Sommer
19. april 2018 12:26

Royal Greenland kommer ud af 2017 med et overskud før skat på 253 millioner kroner.

Selskabet beskriver det selv som et solidt resultat, der er båret frem af gode takter i Asien og Skandinavien.

Udviklingen har været stærk inden for skalrejer, hellefisk og snekrabber, medens de første ni måneder af 2017 var udfordrende for kogte og pillede rejer, skriver den Selvstyreejede fiskerikoncern i en meddelelse.

Skalrejer har med et effektivt fiskeri og et stærkt marked overgået sidste års rekordresultat, ligesom Royal Greenlands position som global markedsleder inden for hellefisk er styrket yderligere med en salgsvækst på 5 % og en væsentlig forbedret indtjening i Japan.

LÆS OGSÅ Sermitsiaq.AG leverer historisk overskud

Snekrabber har, med basis i det canadiske selskab Quin-Sea Fisheries, fortsat den positive udvikling fra 2016 med stor efterspørgsel til attraktive priser på hovedmarkederne Japan og USA.

- Til gengæld er den nordatlantiske torsk fortsat tabsgivende for Royal Greenland. Til trods for det, har vi besluttet at fastholde investeringen i Nutaaq-projektet i Maniitsoq, siger Royal Greenlands direktør Mikael Thinghuus.

Med årets resultat kan landskassen se frem til et udbytte på 64 millioner kroner. De seneste fem år har Royal Greenland leveret 555 millioner kroner i udbytte og tilbagebetaling af lån til det grønlandske selvstyre

Antallet af medarbejdere udgør 2.533 personer, hvoraf 54 % er ansat i Grønland.

LÆS OGSÅ Stort overskud på de offentlige finanser