Revisionsudvalg går ind i stenbider-sag

Udvalget har sendt en række spørgsmål til Naalakkersuisut om forløbet, hvor stenbiderkvoten blev hævet med 204 ton.
12. maj besluttede Naalakkersuisut at hæve kvoten for stenbidere med 204 ton i Nuuk og Maniitsoq.
Skrevet af Jens Betak
06. juni 2020 18:28

Et enigt revisionsudvalg har besluttet at gå ind i stenbider-sagen, hvor formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen beskyldes for magtmisbrug, da han var med til at hæve kvoten på stenbidere i Nuuk og Maniitsoq med 204 ton.

Ifølge Kim Kielsen selv har han tjent omkring 27.000 kroner på at leje sin båd ud til en god ven, som er fisker og har fisket stenbidere.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen afviser beskyldninger: Jeg var ikke inhabil

Derfor vil revisionsudvalget undersøge, om alt er foregået efter reglerne.

- På baggrund af den seneste tids pressedækning af processen omkring behandling af kvoten for stenbidere har et enigt revisionsudvalg besluttet at sende en række afklarende spørgsmål til Naalakkersuisut, skriver udvalget.

Svarene sendes til Inatsisartut

Hvad revisionsudvalget spørger om, er dog fortroligt, fortæller formanden for udvalget, Erik Jensen (S), men svarene vil blive sendt til Inatsisartut.

- Det enige udvalg har besluttet, at resultatet af undersøgelsen vil tilgå Inatsisartut, som derefter vil vurdere, hvad der skal ske, siger Erik Jensen, der understreger, at udvalget arbejder upolitisk og uafhængigt af personlige og politiske forhold.

LÆS OGSÅ Eksperter vurderer: Kielsen var inhabil, da stenbiderkvoten blev forhøjet

Det er blandt andet revisionsudvalgets opgave at undersøge, om Naalakkersuisut overholder regler og love.

Det kan eksempelvis ske ved, at udvalget sætter en undersøgelse i gang hos Deloitte, som er Inatsisartuts udpegede revisor. En undersøgelse vil normalt kunne sættes i gang for at finde ud af, om en naalakkersuisoq har overholdt lovgivningen.

Revisionsudvalget kan dog ikke svare på, om sådan en undersøgelse er sat i gang, fordi udvalgets arbejde er fortroligt.

Inhabil?

KNR har talt med eksperter i forvaltningsret og offentlig ret, som vurderer, at Kim Kielsen burde have erklæret sig inhabil i beslutningen om at hæve stenbiderkvoten, fordi han i sidste ende havde en økonomisk interesse i, at kvoten blev hævet.

Eksempelvis kaldte professor i forvaltningsret Sten Bønsing det "et helt klassisk eksempel på, at man er inhabil".

I onsdagens Qanorooq afviste Kim Kielsen blankt, at han skulle have erklæret sig inhabil. Kielsens forklaring er, at han ikke kunne vide, om fiskervennen, der lejede Kielsens båd, ville fiske efter stenbidere eller andre fisk.