Kim Kielsen afviser beskyldninger: Jeg var ikke inhabil
Alt er foregået efter reglerne.
Det var budskabet fra Siumuts Kim Kielsen, formand i Naalakkersuisut, da han i går blev interviewet i Qanorooq.
Her afviste han beskyldninger om at have draget personlig vinding af, at hans Naalakkersuisut satte kvoten op for stenbider, samtidig med at formanden lejede sin båd til en stenbider-fisker.
- Habilitetsspørgsmålet passer ikke ind i denne sag. Hvis jeg deltog i fiskeriet, var der tale om et habilitetsspørgsmål. Men de (fiskeren, red.) lejer en båd, lyder det fra Kim Kielsen.
Ifølge formanden selv er han altså ikke inhabil, da han blot lejede sin båd ud og ikke selv deltog i fiskeriet.
En politisk beslutning
Sagen startede tirsdag, da Inuit Ataqatigiit udsendte en pressemeddelelse, hvor Kim Kielsen blev beskyldt for at udnytte sin position i Naalakkersuisut.
Oppositionspartiet påpegede, at Kielsen havde været med til at beslutte, at kvoten for stenbider blev sat op med 204 ton - en beslutning, der i sig selv førte til politiske kontroverser.
I perioden 27. april til 19. maj udlejede Kim Kielsen sin egen båd til en fisker, der fangede stenbider. Inuit Ataqatigiit insinuerede derfor, at formanden for Naalakkersuisut tjente penge på den politiske beslutning om at forhøje kvoten.
Kim Kielsen afviser dog blankt, at han har handlet imod reglerne. Han forklarer, at et oprindeligt forslag om at hæve kvoten for stenbider blev afvist i Naalakkersuisut.
LÆS OGSÅ Stenbiderfangst genåbnes på Vestkysten for en kort periode
Herefter besluttede man - ifølge Kielsen - at overføre 204 ton stenbider - der ikke var blevet fisket sidste år - til dette års kvote. Derudover skulle de 128 ton, der var blevet overfisket i år, trækkes fra.
- Det blev afvist at hæve kvoten, men de 204 ton som ikke blev fisket sidste år, blev overført til indeværende år. Det var en enig Naalakkersuisut, som traf afgørelsen, siger Kim Kielsen i interviewet i Qanorooq.
I interviewet slår formanden flere gange fast, at han ikke var inhabil, selvom han var med til at hæve kvoten.
Kim Kielsen fortalte, at han har tjent 27.000 kroner på at leje båden ud.
Han fortalte, at han havde lejet både ud til fiskeren, som en tjeneste, da fiskerens egen båd var gået i stykker. Desuden er fiskeren en personlig ven af Kielsen, fortalte formanden.