Restriktioner forlænges: Porten til Grønland er lukket til 2. maj
Mellem jul og nytår blev der lukket for indrejse til Grønland. Meningen var, at porten i Kangerlussuaq skulle være lukket frem til 18. april – men restriktionerne kommer til at vare frem til 2. maj.
Det oplyser Hans Peder Barlach, der er formand for Coronastaben.
Partiformændene godkendte forlængelsen i går.
LÆS OGSÅ Et år siden corona kom til Grønland: Jeg fik et chok og satte mig ned og holdt fast i bordet
Dermed skal man altså godkendes af Coronastaben for at rejse ind i Grønland frem til 2. maj.
Til gengæld bliver der slækket lidt på restriktionerne inde i Grønland.
Slut med forsamlingsforbud
Fra og med 19. april er der ikke længere forsamlingsforbud på 250 mennesker, der samles udenfor. Faktisk bliver det udendørs forsamlingsforbud fjernet, så man igen kan samles alle dem, man har lyst til, udenfor.
Indendørs er der lige nu et max på 100 mennesker, der må være samlet. Det bliver også ophævet, men der er et vigtigt men: Alle indendørs lokaler må nemlig efter 19. april stadig kun have halvdelen af det antal mennesker, som et lokale er indrettet til, i lokalet.
Så hvis et rum er beregnet til 200 mennesker, må der kun være 100 i det.
Det bliver også igen muligt at rejse fra kommune til kommune for at deltage i arrangementer. Lige nu kan man kun deltage i arrangementer i bestemte byer.
Usikkerhed om vacciner
Grunden til, at restriktioner kommer til at vare frem til 2. maj, er vacciner.
I Danmark er vaccinationer med vaccinen fra Astrazeneca nemlig sat på stand by, og 95 procent af de smittede dernede er smittet med den britiske variant, som er mere smitsom.
LÆS OGSÅ AstraZeneca nedjusterer effektivitet af coronavaccine
Ifølge landslæge Henrik L. Hansen modtager Grønland én vaccine, hver gang Danmark modtager 100 – og dermed er vaccinerne til Grønland fuldstændig afhængige af leverancen til Danmark. Og Danmark har fået færre vacciner end beregnet.
- Genåbningen i Grønland prioriteres og baseres på, at planlagte vacciner frem til udgangen af april skal være gennemført, siger Hans Peder Barlach, der er formand for Coronastaben.
De nuværende coronaregler er altså stadig gældende frem til den 18. april - først fra den 19. april bliver der lempet på restriktionerne her i landet.
Status på vacciner lige nu er, at 4460 har fået det første stik. Af dem har 4244 fået det andet stik – det svarer til 7,5 procent af befolkningen.
LÆS OGSÅ Coronavacciner fra Moderna er på vej til Grønland
Alle er blevet stukket med vaccinen fra Pfizer/Biontech – ingen har fået vaccinen fra Atrazeneca.
En vaccine fra Moderna ankommer i ugen efter påske – 2400 doser ankommer dér. De skal alle sammen bruges i Sydgrønland.
I Kangerlussuaq bliver alle vaccineret onsdag 7. april, og i Maniitsoq bliver alle over 50 år vaccineret 8. og 9. april.
Ifølge landslæge Henrik L. Hansen har alle over 65 år fået tilbudt vaccine i de store indrejsebyer på vestkysten. Cirka 80 procent har takket ja.