AstraZeneca nedjusterer effektivitet af coronavaccine
Covid-19-vaccinen fra medicinalselskabet AstraZeneca er knap så effektiv som tidligere oplyst.
Det oplyser AstraZeneca torsdag og henviser til opdaterede testresultater.
Vaccinen har en effektivitet på 76 procent mod symptomatiske sygdomsforløb mod en tidligere meddelt effektivitet på 79 procent.
Det vil sige, at der er 76 procent færre sygdomstilfælde blandt personer, der har fået vaccinen, sammenlignet med en kontrolgruppe, der fik placebo.
Ifølge selskabet giver vaccinen dog 100 procent beskyttelse mod alvorlige og kritiske sygdomsforløb.
Amerikanske sundhedsmyndigheder irettesatte tidligere på ugen AstraZeneca for at have brugt "forældede oplysninger", der konkluderede, at vaccinen havde en effektivitet på 79 procent.
LÆS OGSÅ Norsk lægeformand: Tillid til AstraZenecas vaccine er væk
Mens vaccinen har været anvendt et stykke tid i EU og Storbritannien, så er den endnu ikke godkendt til anvendelse i USA. Vaccinen har været omgærdet af usikkerhed med hensyn til eventuelle bivirkninger.
I Danmark blev brugen af vaccinen for to uger siden sat i bero, og det samme har en række andre lande gjort.
De danske sundhedsmyndigheder besluttede at standse brugen af vaccinen midlertidigt efter at have fået indberetninger om få tilfælde af alvorlig sygdom blandt nyvaccinerede.
Flere er dog igen begyndt at bruge vaccinen.
Det er sket, efter at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har anbefalet, at det sker. Det skyldes, at agenturet vurderer, at sundhedsfordelene opvejer de mulige ulemper, som kan være ved vaccinen.
Torsdag ved middagstid holder Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen et pressemøde om den nye danske vurdering af vaccinen fra AstraZeneca.