Rektor vil beholde socialrådgivere i Nuuk

Socialrådgiveruddannelsen står stærkest, hvis den bliver på Ilisimatusarfik. Det mener konstitueret rektor for Ilisimatusarfik Suzanne Møller.
Foto © : Turid Bjarnason Skifte
07. april 2017 09:18

Udmeldingen kommer efter, at Naalakkersuisut har meldt ud at de agter at flytte socialrådgiveruddannelsen til Ilulissat.

Senest sagde formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, at det er besluttet at uddannelsen skal flyttes, men hans kollega i Naalakkersuisut Sara Olsvig sagde til gengæld, at der ikke var truffet nogen beslutning, og at en flytning ikke må gå udover uddannelsens kvalitet.

Og derfor mener Suzanne Møller, at de kommende socialrådgivere har det bedst hos Ilisimatusarfik, fordi de komplicerede sociale problemstillinger ofte kræver svar fra mange forskellige samfundsvidenskabelige discipliner, så naboskabet og samarbejdet med de andre uddannelser på Ilisimatusarfik er til indbyrdes fordel, for såvel socialrådgiveruddannelsen som for de øvrige uddannelser.

Derfor giver det både fagligt, økonomisk og administrativt mening at samle kræfterne under ét tag på Ilisimatusarfik, mener hun.

Begrundelsen er, at uddannelsen i sit nuværende hus er forskningsbaseret. Det er ifølge Møller en fordel, fordi viden ikke er statisk, og derfor skal den undervisning, som Ilisimatusarfik udbyder, være i overensstemmelse med de nyeste forskningsresultater.

- Og det er den undervisning, vi udbyder til de studerende i dag. Uddannelsen er integreret i Ilisimatusarfiks universitetsmiljø, og derfor vil jeg fastholde, at uddannelsen fortsat skal være forskningsbaseret for at sikre det kvalitetsniveau, som samfundet som helhed efterlyser, siger konstitueret rektor Suzanne Møller.