VIDEO Randi er klar til både lufthavnsprojekter og minedrift

På et år og to måneder er Randi Vestergaard Evaldsen gået fra at være menigt medlem af Inatsisartut til at sidde på et af Selvstyrets tungeste poster som naalakkersuisoq for finanser og råstoffer. Men hun ryster ikke på hånden.
03. februar 2016 14:24

Det er gået hurtigt for Randi Vestergaard Evaldsen. Den 1. november sidste år, sad den 31-årige politiker på sin stol som almindeligt medlem af Inatsisartut, valgt ind på Demokraternes fjerde og sidste mandat et år tidligere.

Men den 2. november kom det frem, at daværende naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Anda Uldum, gik på sygeorlov. Det skete midt i finanslovsforhandlingerne og en ministerrokade gjorde Randi Vestergaard Evaldsen til naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked og handel, mens Vittus Qujaukitsoq (S) overtog Uldums ansvarsområder.

Læs også Randi træder i Uldums sted

Tre måneder senere, det vil sige den 2. februar, rykkede Demokraterne ind i departementet for finanser og råstoffer igen, da Randi Vestergaard Evaldsen fik ansvaret.

- Jeg er klar. Hvis ikke jeg var klar, ville jeg ikke have taget ansvaret.

- Jeg føler mig klar og ved, at mit bagland, min familie og koalitionen er parat til et samarbejde, og det er jeg beredt på, siger Randi Vestergaard Evaldsen til KNR.

Læs også Rørt Randi og lettet Vittus ved ministerbytte

Læs også BILLEDER Vittus og Randi bytter ansvarsområder

Store roser fra Kim Kielsen

Hun har også den fulde opbakning fra formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S).

- Hun har vist, at hun kan løfte opgaven, da hun var fungerende naalakkersuisoq.

- Hun følger med og tager sine opgaver seriøst. Det er kendetegnende for hende. Hun kan gennemføre forhandlinger og indgå kompromiser. Så hun er klar, fastslår Kim Kielsen.

Og arbejdet ligger klar foran Randi Vestergaard Evaldsen.

- Først skal jeg sætte mig ind i projekter og igangværende opgaver og få vejledning. Derudover er der de igangværende lufthavnsprojekter, som skal fortsætte, siger hun.

Læs også Krav om fortrolighed gjorde Vittus til ensom ulv

Lufthavnene ligger højt på prioritetslisten.

- En af opgaverne er finansieringsdelen – offentligt eller privat partnerskab og fremmed finansiering, som er det næste, der skal sættes på plads, forklarer Randi Vestergaard Evaldsen.

Med hensyn til råstofområdet er det arbejdet med at gøre ansøgningsproceduren i forhold efterforskning og udvinding til nemmere, som har hendes fokus i første omgang.

Samtidig med alle de opgaver, der ligger klar på Randi Vestergaard Evaldsens skrivebord, går hun også stadig efter at blive formand for Demokraterne. Det valg bliver afgjort den 13. februar, hvor Justus Hansen og Poul Hansen ligeledes stiller op.