Rørt Randi og lettet Vittus ved ministerbytte
Der var pindemadder, sodavand og masser af medarbejdere, der stod klar, da Demokraterne i dag fik posten som nalakkersuisoq for finanser og råstoffer tilbage.
Det sker efter at Demokraternes formand, Anda Uldum, der hidtil havde siddet på posten, for nylig helt trak sig fra politik efter at have været sygemeldt med stress.
I mellemtiden har Vittus Qujaukitsoq fra Siumut været vikar på finansministerposten. Her skulle han blandt andet strikke en finanslov sammen og få en større rammeaftale om investeringer i nye landingsbaner i hus.
Læs også ROKADE Ministerrokade giver Randi ansvaret for finanserne
Vittus Qujaukitsoq er nu tilbage i sit gamle departement som naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender.
Tilbagerulningen af ministerposterne sker, efter at formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, for nylig slog fast, at ressortområderne skulle tilbage, hvor de hørte hjemme ifølge den oprindelige fordeling i koalitionsaftalen.
Rørt ved afsked
Randi Vestergaard Evaldsen ser ikke noget problem i både at skulle bestride posten som naalakkersuisoq for finanser og råstoffer samtidig med, at hun måske også kan stå som ny formand for Demokraterne, når partiet afholder formandsvalg om knap et par uger.
Læs også BILLEDER Vittus og Randi bytter ansvarsområder
Og hun var rørt, da hun skulle tage afsked med sine medarbejdere i Erhvervsdepartementet:
- Jeg kommer til at savne jer alle sammen, men jeg glæder mig også til at fortsætte arbejdet med finans og råstoffer, hvor jeg tror på, der er de samme kræfter bagved, som både Vittus (Qujaukitsoq, red.) og Anda (Uldum, red.). Så det glæder jeg mig rigtig meget til.
- Men jeg kommer til at savne jer alle sammen heroppe. Jeg kommer og besøger jer, siger den nyudnævnte naalakkersuisoq for finans og råstoffer, Randi Vestergaard Evaldsen, blandt andet i sin afskedstale.
Både savn og lettelse
Mens Vittus Qujaukitsoq nok vil savne posten som finansminister, men som også ser frem til at slippe tøjlerne.
- Ja, men det er jo et hårdt hverv. Jeg kommer til at savne noget af det, men der er så sandelig også mange ting, som jeg glæder mig til at være foruden. Altså, at få lidt mere tid til arbejdet. Det glæder jeg mig til. Det er jo et kæmpe pres, der hviler på en, det må man sige, fastslår Vittus Qujaukitsoq over for KNR.