Råstoffond med loft kommer tættere på

Et flertal i Inatsisartut besluttede i onsdags at viderebehandle et forslag, der vil begrænse forbruget af fondens midler. Det betyder, at man kun kan få penge fra et eventuelt afkast på en opsparet råstofformue.
Foto © : NunaMinerals
17. april 2015 06:17

Vi er kommet lidt tættere på en råstoffond med et loft.

Et flertal i Inatsisartut besluttede i onsdags at viderebehandle et forslag fra IA, der vil begrænse forbruget af en råstoffonds midler, så man kan kun kan bruge af afkastet på en fremtidig opsparet råstofformue. Siumut og Atassut stemte imod forslaget.

Læs også Naaalakkersuisut afviser forslag om loft på Råstoffondens anvendelse

Demokraterne holder fast ved holdning om råstoffond
Sidste år afviste et flertal bestående af Siumut og Partii Naleraq blankt at diskutere et loft på råstoffonden. Atassut stemte ikke. IA og Demokraterne var klart for. I dag sidder Demokraterne i koalition med Siumut og Atassut. Alligevel fastholder de deres støtte til forslaget.

Naalakkersuisoq for finanser og råstoffer, Anda Uldum (D) siger:

- Vi ønsker at afdække det fuldstændig, før vi træffer en beslutning. Derfor har vi lidt tid at gå på og vi vil nu prøve at lave et rigtig godt beslutningsforslag til et senere tidspunkt, siger han.

Ikke muligt at trække store millionbeløb ud
Helt konkret vil forslaget sørge for, at det kun bliver muligt at bruge af det afkast, der vil komme af en opsparet råstofformue. Man kan altså ikke trække store millionbeløb ud.

Forslaget skal også sørge for, at fonden først ser dagens lys, når landskassen - over to år - har haft en årlig indtjening på mere end 10 millioner fra råstofsindtægter.

Læs også Råstoffonden til debat igen i Inatsisartut

IA: Vi skal passe på med at bruge pengene
Forslagsstilleren var IAs politiske ordfører, Naaja Nathanielsen.

Hun er overbevidst om, at det er vigtigt at være forsigtig med råstofressourcerne:

- Jeg synes, vi skal være meget varsomme med at bruge de penge, vi får fra råstofområdet. De erfaringer vi har med råstoffonde kommer fra vores omverden. Vi kan se, at mange afrikanske lande har enorme problemer, fordi de ikke har haft en råstoffond, og fordi man bare har brugt pengene, siger hun.

IA, Demokraterne og Partii Naleraq stemte for at sende forslaget videre.

Det vil nu blive diskuteret i råstofsudvalget og 2. behandlet til efterårssamlingen, oplyser Naaja Nathanielsen.