Danskundervisning: Råd fastholder kritik af forslag

Rådet for Socialt Udsatte fastholder kritikken af brugerbetaling for danskuddannelser, selv om der er gratis alternativer.
Foto © : Hordaland fylkeskommune/Flickr
09. maj 2018 15:17

Det er utilfredsstillende, at danske statsborgere, inklusiv grønlændere og færinger, fremover ikke gratis kan tage danskuddannelser, men i stedet må søge mod Forberende Voksenuddannelse (FVU) eller aktiveringstilbud via kommunen for gratis danskundervisning.

Det fastholder Rådet for Socialt Udsatte. De er blandt kritikerne over for et forslag fra regeringen om at indføre brugerbetaling for selvforsørgende kursister på danskuddannelserne i Danmark.

LÆS OGSÅ Stadig gratis danskundervisning til grønlændere

- Man får en ringere mulighed for at vælge sit sprogkursus alt efter, hvad det er for et behov, man nu har som borger, siger Robert Olsen, der er medlem af Rådet og forstander på Kofoed Skole.

Ingen kommentar til kvaliteten

Synspunkterne blev skarpt trukket op, da Folketinget tirsdag førstebehandlede forslaget om brugerbetaling på danskuddannelser i Danmark.

Her påpegede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at danske statsborgere fortsat kan få gratis danskundervisning andre steder end på danskuddannelserne, herunder FVU.

Men hos Rådet for Socialt Udsatte ønsker man ikke at kommentere på kvaliteten af alternativerne.

LÆS OGSÅ Aaja kritiserer forslag om betaling

- Ej, det har vi ikke forholdt os til i Rådet – om det ene er bedre end det andet. Man kan sige, at der er en forskel i undervisningen – de er ikke ens alle sammen. Men det er vigtigt at sige, at det indholdsmæssige har vi ikke forholdt os til, siger Robert Olsen til KNR.

Både Nunatta Qitornai og Inuit Ataqatigiit i Folketinget påpegede under debatten, at regeringen med forslaget principielt sidestiller grønlændere og færinger med udlændinge.

- Det handler om, hvordan man behandler sine egne statsborgere. Og det her er en forringelse, lød det fra Aleqa Hammond (NQ).

LÆS OGSÅ Bred modstand mod betaling for danskundervisning

Men det afviste Støjberg med henvisning til, at forslaget også gælder danske borgere, der for eksempel har været i udlandet i en længere periode og har brug for at få opfrisket dansk.

- Med al respekt... Det virker som om, at man bare ønsker at køre en eller anden konflikt op, der simpelthen ikke eksisterer, sagde ministeren fra talerstolen.